Amazon skaber tusindvis af jobs i UK i år
Amazon udvider forretningen og vil skabe omtrent 2.500 jobs i Storbritannien inden udgangen af 2016.
Det går godt for det amerikanske internethandelsfirma Amazon. Og på grund af stigende efterspørgsel ekspanderer virksomheden i Storbritannien og skaber 2.500 nye jobs inden udgangen af 2016. Det skriver The Telegraph.
Læs også: Amazon klar til søfragt i Kina
Dermed vil Amazons samlede medarbejderstab i Storbritannien stige til over 14.500 ved udgangen af ??2016.
Ekspansionen vil blandt andet bestå i en udvidelse af virksomhedens fulfilment-centre landet over samt en kundeserviceafdeling. Desuden åbner selskabet et hovedkontor i London og et web-service datacenter, som begge slår dørene op i 2017.
Nyheden om Amazons ekspansion kommer, mens virksomheden er i færd med at forberede sig på at intensivere sin husholdningsartikel- og dagligvareservice - i direkte konkurrence med Storbritanniens etablerede supermarkedskæder.
Læs også: Amazon køber op og vil udfordre på pakkelevering
Det forløbne år har Amazon skabt 10.000 arbejdspladser på tværs af Europa, hvilket er det højeste antal jobs, virksomheden har skabt i én region på et år. Sammenlagt har selskabet nu over 40.000 ansatte i Europa.
-SSM