Danskernes is-trang sikrer væksten hos M&M Pakkeri og Lagerlogistik
Ompakning af de populære frys-selv-is fra Sun Lolly har skabt grundlaget for en stabil vækst i virksomheden M&M Pakkeri og Lagerlogistik. Lagermedarbejderne håndterer cirka 90 millioner is om året.
Med forårets lunende solstråler fylder flere danske børnefamilier fryseren med is. En undersøgelse foretaget af Coop Analyse fra 2019 viser, at 69 procent af børnefamilierne har is i fryseren – en tendens, der tilsyneladende har medvirket til væksten hos virksomheden M&M Pakkeri og Lagerlogistik.
En væsentlig del af forretningen er nemlig at ompakke de kendte skub-op-is Sun Lolly, så hvert supermarked modtager en blanding af alle smagsvarianter.
Læs også: Ny robotløsning skal effektivisere Dustins lager
”CO-RO, som virksomheden bag isene hedder, har haft succes med nye eksportmarkeder, hvilket har givet os en masse opgaver. Igennem hele sommerhalvåret kører vi med skiftehold døgnet rundt for at nå alle de is, der skal pakkes om på de mindre halvpaller. De seneste års overskud er blevet geninvesteret i virksomheden, så vi har mere plads og større kapacitet”, siger Michael Jacobsen, medejer af M&M Pakkeri og Lagerlogistik.
Med sin medejer og kone, Lone Jacobsen, har de oplevet deres virksomhed gennemgå en omsætningsvækst på 60 procent, og det gennemsnitlige antal medarbejdere er vokset fra ti til 30 de seneste fem år.
Tryg outsourcing
I de seneste 12 år har CO-RO sendt en større mængde af sine varer til M&M Pakkeri og Lagerlogistik. Samarbejdet begyndte i det små, men er siden blevet udvidet, og intet færre end 90 millioner is forventer Michael Jacobsen at pakke om i 2020. Også CO-RO vinder på samarbejdet.
”Vi har i de seneste fire år øget salget af Sun Lolly markant, og med den vækst vi oplever, har vi simpelthen ikke plads til at håndtere alle varerne og den nødvendige ompakning på egen hånd”, siger Lars Heide Sørensen, der er lagerchef i CO-RO, og pointerer:
”M&M ligger ret tæt på os, hvilket giver os en enorm fleksibilitet. De løser ekstraordinære opgaver problemfrit – både dem, der haster, og de mindre specialopgaver. Det er rart, at vi bare kan overlade denne opgave til M&M, og så leverer de et flot stykke arbejde hver gang”.
Sun Lolly bliver markedsført i Tyskland, Norge, Sverige, Holland og Belgien, og kommer der flere lande til, står M&M Pakkeri og Lagerlogistik klar til at tage endnu flere varer ind.
Læs også: Logistikmarkedet fortsætter opturen til trods for coronakrise
”Det går rigtig godt lige nu, og vi er fast besluttet på hele tiden at investere i nye maskiner, mere lagerplads og flere hænder, så vi bliver en endnu stærkere samarbejdspartner i fremtiden”, siger Michael Jacobsen.
- HCL