Førerløse trucks indtager lagergangene

AGV’er har været på markedet i flere årtier, men det er først nu, de ser ud til for alvor at komme ud at køre. Amerikanske lagre bliver i disse år styrket med hobevis af førerløse trucks, men også nordiske lagre viser interesse for teknologien.

En ny generation af AGV’er er i færd med at indtage lagergangene. De nye AGV’er bliver af det amerikanske medie Robotics Tomorrow kaldt ”the hot trend in distribution centers”. Foto: BA Systems..

19.02.2016

Poul Breil-Hansen, SCM.dk

Orden og ryddelighed præger lagergangene, hvor køre- og gåbaner er tydelig opmarkeret, og en lille armé af førerløse trucks eller AGV’er (automated guided vehicle) glider rundt stort set uden at give lyd fra sig. Vi befinder os på det 13.500 m2 store lager hos AVK International i Skovby vest for Aarhus, hvor AGV’erne danner rygraden i den interne transport og binder lagerarealerne sammen

Læs også: IoT effektiviserer gaffeltrucks

AVK International byggede i 00’erne en helt ny lagerbygning og havde derfor mulighed for at designe lagerlayoutet fra grunden af. Grundtanken med lageret er at tænke lagerflowet som en ubrudt produktion. AVK valgte blandt andet at satse på et antal AGV’er, fordi de passer godt ind i tanken om en stabil, ubrudt og rolig ”produktion”, der helst skal undgå pukler og flaskehalse.

AGV’erne samler pallerne op i varemodtagelsen og transporterer dem til det lagerområde, som warehouse management systemet fortæller, pallen skal placeres i. Her efterlader AGV’erne pallerne på ”stoppesteder”, hvor betjente trucks sørger for de sidste meters præcisionskrævende transport ind mellem reoler til lokationen. AGV’erne løser flere andre lignende ”grove” transportopgaver.

AVK International valgte at satse på et antal AGV’er, da virksomheden byggede nyt lager, fordi de passer godt ind i tanken om en stabil, ubrudt og rolig ”produktion”, der helst skal undgå pukler og flaskehalse. Foto: AVK..

AGV’er er sikre
”AGV’erne løfter personsikkerheden på lageret gevaldigt, og det vægter vi højt. Derudover skal AGV’erne ikke have pauser, og vi kan nemt ændre AGV’ernes ruter. Men først og fremmest kan vi organisere vores flow, så vi opnår så lidt spildtid som mulig. Men det kræver altså, at man er 100 procent sikker på, at input til AGV’erne er opdateret. Ellers går det helt galt”, fortæller kommerciel logistikchef Per K. Møller.

AVK International er en undtagelse og er en pioner inden for brug af AGV’er på nordiske lagre. AGV’er har været på markedet i mange år, men har ikke spillet nogen stor rolle på nordiske distributionscentre. Det er i færd med at ændre sig. En ny generation af AGV’er er i færd med at indtage lagergangene.

De nye AGV’er bliver af det amerikanske medie Robotics Tomorrow kaldt ”the hot trend in distribution centers”, og mediet rapporterer, at otte ud ti amerikanske DC’er angiveligt planlægger at investere i AGV’er i de næste to år. En rapport fra ReportnReports (Automated Guided Vehicle Market by Type & Geography – Global Forecast to 2020) melder om kraftig vækst for AGV’er i de fleste dele af verden de kommende år.

Også vækst på nordiske DC’er
”Der er ganske meget aktivitet inden for området i nordiske distributionscentre”, bekræfter konsulent Mark Bojsen-Møller fra Logio Consulting, der blandt andet er specialiseret i at rådgive om lagerlogistik.

Samme melding lyder fra Lars Bek Jensen fra logistikkonsulenthuset Langebæk A/S: ”Der er en tydelig væksttendens inden for AGV’er, og der bliver implementeret mange AGV-systemer i disse år”. Han tilføjer: ”AGV’er tilbyder en økonomisk overkommelig måde til at effektivisere den interne transport. AGV’er giver en mere fleksibel og skalerbar løsning end for eksempel conveyorbaner, der er statiske og sværere at ændre ved nye behov i virksomheden”.

Mark Bojsen-Møller fremhæver, at teknologien er moden, fleksibel og ofte skalerbar, og at investeringerne og risikoen i projekterne typisk er lavere i sammenligning med alternative løsninger.

Bedre navigation og batterier
”Der er vækst i AGV’er på nordiske DC’er, men der er ikke tale om en revolution”, siger Christoph Ohly fra Langebæk A/S.  Han fremhæver, at AGV’er har altid haft en nicheeksistens for applikationer som for eksempel:

  • Forbindelse til produktion, lange distancer, mangfoldige opsamlingspunkter.
  • Forbindelser hvor faste conveyorbaner ikke er praktiske på grund af tilgangsforhold, rengøring, blandet trafik etc.
  • Forbindelser hvor faste installationer simpelthen ikke er omkostningseffektive på grund af for eksempel distance og flow.

”AGV-teknologi er blevet mere enkel, præcis, let at integrere og også billigere i de seneste år. Dette skyldes primært laser- og visionsbaseret navigation og bedre batteriteknologi. Sikkerheden er også forbedret markant, fordi moderne konfigurerbare laserskannere gør AGV’erne i stand til automatisk at undgå sammenstød og på intelligent vis tilpasse hastigheden til trafiksituationen”, fortæller Christoph Ohly.

Mark Bojsen-Møller fra Logio Consult fremhæver, at AGV-teknologien er moden, fleksibel og ofte skalerbar, og at investeringerne og risikoen i projekterne typisk er lavere i sammenligning med alternative løsninger. Foto: Still Trucks.

Mark Bojsen-Møller er enig i, at der ikke er sket en revolution på området, men at teknologien over tid er blevet bedre.

Forskel på Norden og USA
Christoph Ohly peger på, at han forventer færre installationer af AGV’er på nordiske DC’er end på for eksempel amerikanske DC’er. Amerikanske lagre dækker typisk flere kvadratmeter, udnytter højden mindre og er mindre automatiserede end nordiske DC’er. Det samme gælder lagre i stort set alle områder af verden uden for Norden og dele af Nordeuropa. Desuden er lønomkostningerne en del lavere, og det gør det nemmere at løse opgaver ved blot at sætte flere medarbejdere ind.

Læs også: Hybrid-trucks gavner miljø og bundlinje

”I den slags miljøer tilbyder AGV’er en hurtig gevinst, specielt nu da de er blevet billigere og lettere at implementere. Nordiske DC’er mere automatiserede, og det er derfor ikke altid helt så nemt at opnå gevinster med AGV’er”, siger Christoph Ohly.

Toyota Material Handling A/S

Sponseret

3 centrale trin til ESG i din materialehåndtering

Teknologisk Institut Innovation og Digital Transformation

Sponseret

Vækst kræver robusthed

Relateret indhold

19.04.2024SCM.dk

4 dages arbejdsuge understøtter medarbejdertrivsel

19.04.2024SCM.dk

I skal indberette emballage inden den 31. august

10.04.2024Tasklet Factory

Sponseret

Få styr på dit lager: Lagerchefens (gen)vej til succes

08.04.2024N.C. Nielsen A/S

Sponseret

Ny plukketruck er længe ventet

05.04.2024Swisslog

Sponseret

Inbjudan Webinar: Strategisk lagerautomation - 25 april

05.04.2024Zetes

Sponseret

Prévoté transforms inventory management with the ZetesMedea Full Pallet Inventory solution

05.04.2024SCM.dk

Materialehåndtering og robotautomatisering løftes til nyt niveau

04.04.2024TECSYS A/S

Sponseret

Er dit lager klar til en omnichannel strategi?

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med SCM.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor ledelse af forsyningskæden, Nyhedsbrevet kommer kun to gange pr. uge.

Se flere temaer

Events

Se alle