Fra rationalisering til effektivitet
Dansk Rationaliserings Forening har brugt 1. maj på at skifte navn til effektivitet.dk.
Dansk Rationaliserings Forening har brugt 1. maj på at skifte navn til effektivitet.dk.
”Vi har valgt at skifte navn og styrke vores brand ved at sætte en tyk streg under, at vi i dag arbejder mere bredt med en række meget forskellige effektivitetsskabende områder som produktionsudvikling, produktionsstyring og -planlægning, logistik, service, Supply Chain Management samt Lean inden for service, planlægning og produktion. Vort mål er at støtte dansk erhvervsliv med videndeling, værdiskabende netværk og kurser inden for Logistik og Operational Excellence,” fortæller Jan Lythcke-Jørgensen, formand for effektivitet.dk.
Foreningen har desuden indledt et tættere samarbejde med relevante uddannelsesinstitutioner, hvorfra de studerende nu kan optages som gratis medlemmer. Six Sigma er kommet med i kursusprogrammet, hvor effektivitet.dk tilbyder international certificering som Green Belt eller Black Belt. Og efter 10 års undervisning i LEAN kan foreningen fra efteråret tilbyde international certificering (på bronze-, sølv- og guldniveau).
Foreningen blev oprettet i 1948 efter inspiration fra Amerika, hvor virksomhederne var begyndt at interessere sig for rationalisering inden for industrien. Siden da har foreningen udvidet sit fokusområde til også at være et aktivt netværk, der blandt andet er medarrangør af Den Danske Logistikkonference, hvor den Danske Logistikpris er blevet uddelt siden 1993 til virksomheder, som har udvist excellence inden for Supply Chain Management. – MM