Handi Life Sport - ny teknologi udvider mulighederne for boldproducent

Artikel fra Effektivitet nr. 2, 2015

25.08.2015

Sponseret

Caspar Miller, BEC og Merete Nørby, DTU Space, Redaktør Effektivitet, effektivitet.dk

Ægteparret Kirsten og Jens Bromann begyndte i slutningen af 1980’erne at se sig om efter nye karrieremuligheder. Kirsten var nyuddannet magister i nordisk litteratur, og Jens var jurist og arbejdede som rådgivende konsulent. Ingen af dem kunne se sig selv fortsætte i den samme karriere, og de begyndte at tale om idéer til en ny virksomhed.

En ny idé bliver til virkelighed

Jens er blind, og med afsæt i sit eget handicap begyndte han at lege med tanken om at skabe nye muligheder for at gøre sport mere tilgængeligt for mennesker med forskellige handicap.

Det begyndte med boldsporten boccia, der er sammenlignelig med pétanque eller boule. Idéen var at flytte boldsporten indenfor, idet det var svært at flytte eksempelvis kørestolsbrugere ud i sandgraven, som traditionelt er spillebane for pétanque. Hvor pétanque-bolde typisk er fremstillet i et hårdt materiale, typisk metal, er boccia-boldene blødere og fremstillet af læder, så de er bedre egnet til indendørs brug. Idéen til virksomheden var født, og i 1988 stiftedes Handi Life Sport med det formål at udvide handicappedes muligheder for at udøve boldsport.

Fokus på udvikling

De første år bød på udvikling, udvikling, og udvikling. Virksomheden udviklede konstant nye produkter - nogle med mere succes end andre - men fik efterhånden svært ved at fastholde momentum. Kerneforretningen var stadig bocciaboldene, men efterhånden suppleret med forskellige typer af lydbolde, som afgiver lyd, når de bevæger sig, og som derfor er bedre anvendelige for mennesker med synshandicap.

Op gennem 1990’erne oplevede Handi Life Sport en stigning i antallet af efterligninger af boldene. Produktion i lande med lavere lønninger førte til, at konkurrenterne kunne fremstille og sælge boldene billigere. Det gik dog op for Handi Life Sport, at konkurrenterne manglede kompetencerne til at fremstille bolde af tilstrækkelig kvalitet.

Den brede satsning på produktudvikling og den stigende konkurrence fra billigere alternativer fik Handi Life Sport til at indsnævre sit fokus og koncentrere sig om boccia- og lydbolde i høj kvalitet. Fokus er således ikke på fortsat udvikling af nye produkter, men på videreudvikling og optimering af de eksisterende boccia- og lydbolde.

Boldene anvendes af plejehjem til aktiviteter for de ældre borgere og til genoptræning, men sælges også til skoler, hvor boldene anvendes af børn både med og uden handicap.

Fremstilling af boldene

For at kunne hamle op med produktionen i lavtlønsområderne, køber Handi Life Sport sine covers - boldens yderste lag - gennem agenter i Pakistan og Vietnam. Når de næsten færdigsyede covers ankommer til den gamle gård uden for Skibby, forestår medarbejderne i produktionen resten af fremstillingen af den enkelte bold. Det er i dette led, den største værdiforøgelse sker. Brugerne stiller nemlig skrappe krav til boldenes form og fasthed, og der er strenge kvalitetsnormer at leve op til.

Forsøg med at lægge hele fremstillingsprocessen af den færdige bold til eksempelvis Pakistan har været ufrugtbare, idet kontrollen med kvalitet i produktionen mistes. Efter nogle gode indledende leverancer har Handi Life Sport oplevet, at fyldmaterialet er blevet erstattet af billigere alternativer, hvilket fører til ringere kvalitet af den færdige bold.

Handi Life Sport har derfor specialiseret sig i den viden, der er nødvendig for at kunne leve op til disse kvalitetskrav. Bocciaboldene fyldes med plastgranulat, inden de sys sammen, og det kræver indgående viden om det rette mix og den rette mængde af granulatet, så boldene har den rette størrelse og vægt, og ikke ændrer form eller fasthed ved brug.

Et led i færdiggørelsen af boldene er derfor at "mule" den enkelte bold, for at sikre at plastgranulatet har fundet sig til rette inde i bolden, så det ikke flytter sig, når bolden tages i brug. På den måde fastholder bolden sin form og fasthed og bliver ikke blødere med tiden. Boldene er fremstillet af materialer i høj kvalitet og kan holde til mange års flittig brug på sportshallernes gulve.

Fastholdelse af kompetencer

For at sikre fastholdelsen af sine kompetencer og opretholde sit vidensniveau inden for boldfremstilling, har Handi Life Sport i 2010 startet en laboratorielignende produktion i Brasilien. Det er meningen, at brasilianerne skal besøge hovedkontoret i Skibby til sommer for at lære personalet her at sy boldene selv - det er vigtigt at bibeholde kompetencerne på hjemmefronten.

Udfordringer i horisonten

I virksomhedens første år fremstillede Handi Life Sport ca. 100 sæt bocciabolde om året, svarende til i alt ca. 1.300 bolde. Siden da har virksomheden oplevet stor vækst, og er i dag oppe på at producere ca. 60.000 bolde årligt. Det har givet udfordringer for produktionen, idet den nuværende produktionslinje ikke kan holde trit med udviklingen.

Handi Life Sport har derfor set sig om efter hjælp til, hvordan produktionen i Skibby kan trimmes og gøres mere strømlinet.

Et ingeniørfirma har hjulpet med fremstillingen af en ny maskine, som leveres i løbet af sommeren. Den nye maskine er designet til selv at kunne udføre flere trin i processen, herunder at fylde, lukke og mule boldene. Det giver mulighed for at producere flere bolde inden for rammerne af virksomhedens produktionshal.

Ny teknologi giver nye muligheder

Med den nye maskine vil Handi Life Sport kunne koncentrere sig mere om den fortsatte udvikling af boldene frem for at skulle kæmpe med kortsigtede udfordringer i produktionen.

Som med bocciaboldene er efterspørgslen efter lydboldene også stigende, og der er derfor behov for at arbejde mere med produktudvikling af lydgiverne, som er de enheder, der formår boldene at give lyd fra sig. Handi Life Sport benytter sig i dag af mekaniske lydgivere, men har også kig på elektroniske alternativer, blandt andet for at kunne fremstille lydgivere, der fylder mindre.

En af de mest brugte mekaniske lydgivere er i dag fremstillet af små kapsler af blik, som indeholder et antal kuglelejekugler. Når bolden er i bevægelse, rasler kuglerne i blikkapslerne, hvilket afslører boldens position.

Udviklingen af en elektronisk løsning sker i samarbejde med Delta, der fremstiller elektronik til lys og akustik. Hensigten er at videreudvikle lydgiverne med to formål for øje: At fremstille verdens bedste lydbolde, og at minimere lydgivernes størrelse. Hvis eksempelvis størrelsen af lydgiverne kunne reduceres så meget, at de kunne sidde i boldenes syninger, ville det give helt nye muligheder for fremstilling af boldene.

Fokus på vækst

Handi Life Sport har ambitioner om at vokse til det dobbelte af den nuværende produktion i 2016, og det er hensigten, at den nye maskine skal være midlet til at opnå dette mål. Virksomhedens produktionskapacitet er i dag presset til det yderste, men med den nye maskine vil Handi Life Sport kunne holde trit med den stigende efterspørgsel og få mere luft til at udvide og fokusere på vækst.

Handi Life Sport

  • Lille SMV i Skibby
  • Førende producent af bocciabolde på verdensplan. Eksport til 65 lande.
  • Boldene har været anvendt ved De Paralympiske Lege siden 1988.

Boccia

Boccia er en sportsgren sammenlignelig med pétanque. Den er mest udbredt blandt udøvere med forskellige fysiske handicap, og er en af tre sportsgrene ved De Paralympiske Lege , der ikke har en pendant ved De Olympiske Lege.

Lydbolde

Bolde med lyd fremstilles til en række sportsgrene, herunder fodbold. Boldene indeholder lydgivere, som er mekaniske elementer, der afgiver lyd under bevægelse. Store fodboldklubber som Real Madrid, FC Barcelona og Arsenal har egne handicaphold.

Boldproduktion

  • 80% af verdens boldproduktion foregår i Pakistan, Vietnam og Kina.
  • Brasilien, der før i tiden var verdens største boldnation, tegner sig i dag kun for ca. 3% af verdens boldproduktion.
  • Boldene sys på vrangen, og kun en enkelt syning efterlades åben til at fylde bolden. Afslutningsvis krænges boldens yderste lag - kaldet coveret - rundt, og en særlig knude trækkes gennem boldens modsatte side og strammer syningerne op indefra.
  • Stort set alle bolde - bortset fra de allerbilligste - sys stadig i hånden, da industrien stadig ikke har ekspertisen til at konstruere en maskine, der kan sy boldene i den fornødne kvalitet.

Læs flere artikler fra Effektivitet nr. 2, 2015 med temaet Effektivisering ved Teknologi

Mere fra...

26.09.2018effektivitet.dk

Sponseret

Servitization: Extended Business Model for more Revenue and Profit

12.09.2018effektivitet.dk

Sponseret

Ny efteruddannelse i Operations og Supply Chain Management på DTU

29.08.2018effektivitet.dk

Sponseret

Brug problemer til at skabe innovation og udvikling

15.08.2018effektivitet.dk

Sponseret

Spring Servitization Conference på Copenhagen Business School

17.07.2018effektivitet.dk

Sponseret

Aktuelle værktøjer: 6 steps - og på vej mod Toyotas A3 niveau

05.07.2018effektivitet.dk

Sponseret

Vind fremtiden