Logistikleverandører og kunder skal blive bedre til samarbejde
SUPPLY CHAIN MANAGEMENT. Der er stadig meget ineffektivitet i forsyningskæden, og den kan markant forbedres ved tættere samarbejde mellem logistikleverandører og kunder. Det er et af budskaberne fra Damcos adm. dir. Rolf Habben-Jansen, som taler på Logistikkonferencen 23. november. Han opfordrer logistikkøbere til ikke kun at fokusere på ”enhedspriser”, men også være mere åbne over for andre muligheder, som både kan give en omkostningseffektiv, adræt og fleksibel forsyningskæde – nøgleord for at kunne være konkurrencedygtig i fremtiden.
Af Kirsten Gregers Jørgensen
Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage
Turbulensen i markederne på grund af finanskrisen har gjort fremtiden usikker for alle virksomheder. Et faktum, man må forholde sig til, også som leder af en forsyningskæde."Der er stadig meget ineffektivitet i forsyningskæden, fx flyttes der mange tomme containere og lastbiler rundt"
Adm. dir. Rolf Habben-Jansen, Damco
Det store spørgsmål er så, hvordan man tackler de udfordringer og ikke mindst, hvilke beslutninger der skal tages i fremtiden for at kunne være konkurrencedygtig?
Det har administrerende direktør Rolf Habben-Jansen fra Damco, en af verdens førende spillere i logistikbranchen, sine bud på:
”Den enorme usikkerhed gør, at man som leder skal have god dømmekraft til at finde løsninger, som på den ene side sikrer forsyningskæden på kort og mellemlang sigt og på den anden side kontrollerer omkostninger. Så det handler om en mere differentieret strategi, hvor man både indbygger en sikkerhed i forsyningskæden, men også kan foretage ændringer meget hurtigt. Nøgleordet er agilitet samt hele tiden at have øjne og ører åbne for muligheder, og hvad der sker på efterspørgselssiden,” siger Rolf Habben-Jansen, der uddyber sine synspunkter på Den Danske Logistikkonference 23. november i Ingeniørforeningen i København.
Men for at kunne have en adræt (”agile”) og fleksibel forsyningskæde bliver partnersamarbejde en afgørende faktor, mener han.
”Man skal være i stand til at ændre set-up i sin supply chain ret betydeligt inden for 6-12 måneder. Det betyder også noget i forhold til de virksomheder, man vil samarbejde med – og her kan logistikken hjælpe med at skabe en adræt supply chain.”
Rolf Habben-Jansens opfordring til logistikkøberne er derfor klar.
”Jeg vil opmuntre dem til at se lidt udover enhedspriser, for det eneste, man ved med sikkerhed, er, at virkeligheden potentielt ser anderledes ud, end hvad du køber på papir. Derfor vil jeg opfordre dem til en mere åben tilgang til logistikleverandører og også udforske med dem, hvilke andre muligheder de kan tilbyde, som stadig vil sikre en fleksibel, men også omkostningseffektiv supply chain.”
Stadig ineffektivitet i forsyningskæden
Rolf Habben-Jansen mener, at tiden er moden til, at logistikkøberne skal revurdere deres opfattelse af logistik, især fordi der er basis for effektivitetsforbedringer i forsyningskæden – til fordel for både kunder og logistikleverandører.
”Indkøb er blevet meget specialiseret i industrien de senere år. Men nu er effektiviteten af strategien med at reducere enhedsomkostninger ved at aftage. Der er ikke meget at hente mere, så derfor bør man nu kigge på, hvordan spild trækkes ud af systemet. For der er stadig meget ineffektivitet i forsyningskæden. Men skiftet fra kun at fokusere på enhedspriser og dermed omkostninger til at indkøbe baseret på værdiskabelse og dermed bringe performance til næste niveau, tror jeg, vil tage lidt tid.”
Rolf Habben-Jansen giver følgende eksempel på effektivitetsforbedringer:
”Der flyttes stadig mange tomme containere og lastbiler rundt – så at reducere antal kilometer og den mængde luft, vi flytter rundt, er en stor mulighed, som kan hjælpe meget.”
Men det har I vel også et ansvar for som logistikleverandør?
”Ja bestemt, men det drives selvfølgelig også af krav om fx, hvor hurtigt kunderne vil have tingene og hvor ofte. Jo mere specifikke krav, desto mindre frihed er der for os som leverandører til at optimere. Jeg tror, det handler om at finde det rette niveau af fleksibilitet hos begge parter på de områder, hvor det er muligt, for at optimere yderligere,” siger han og fortsætter:
”Derudover kommer mange varer for tidligt eller for sent, fordi pålideligheden i mange forsyningskæder ikke er så høj, som man kunne ønske. Så hvis vi kan blive bedre til at forudsige og planlægge præcist, hvornår varerne skal være hvor, kan vi også forhindre meget luftfragt og i stedet bruge fx søtransport - eller måske slet ikke afgive ordrer?”
Kend hinandens behov
Ligesom i et parforhold, hvor ”tankelæsning” som regel heller ikke er en farbar vej til forståelse, gælder det også i relationen mellem kunde og logistikleverandør.
”Nogle gange handler det blot om, at vi ikke ved, hvad vi hver især virkelig har brug for. Hvis vi fx tager søfragt-markedet som eksempel, kan vi ende i en situation, hvor der ikke er nok tomme containere, fordi volumener er steget så meget, og mange kunder beholder varerne i containerne længere, end det faktisk er nødvendigt. I det tilfælde vil der være værdi i, at containerne tømmes hurtigt og sendes tilbage til Asien. En løsning, som er til fordel for begge parter, fordi vi faktisk både kan reducere omkostninger for køberen og bruge udstyret igen hurtigere,” forklarer Rolf Habben-Jansen.
Et andet eksempel er i forbindelse med ordreafgivning.
”Vi ser en betydelig procentdel af kunderne, der booker fragt på skibe fra Asien, men de sender faktisk ikke varerne, og det resulterer i tom plads på skibene. Så forudsigelighed er vigtigt, for hvis vi ved, at når de booker, sender de også, så kan vi udnytte kapaciteten bedre, og det er noget, alle kan få fordel af.”
Rolf Habben-Jansen råder derfor til, at man arbejder tæt sammen med kunderne for at lave et ”supply chain redesign”, hvilket Damco selv har gode erfaringer med.
”Det er tid til, at vi kommer tættere på hinanden igen og ser på: Hvilke begrænsninger har vi, og hvilke har vores kunder, og så se, om der ikke er områder, hvor vi begge kan få fordele – for det er jeg sikker på, der er.”
Grøn logistik i fremdrift
Et andet sted, hvor samarbejde kan bære frugt, er i forhold til bæredygtighed, som er på alles læber.
Fælles logistik-samarbejde blandt kunderne er en mulighed for både at effektivisere og nedbringe CO2-udslip, og det tror Rolf Habben-Jansen, vi vil se meget mere til i fremtiden. Men også flere kunder efterspørger måling af CO2-fodaftryk.
”Der er ingen tvivl om, at hvis man bliver grønnere, bliver man også mere effektiv. Men jeg tror stadig, vi har lang vej endnu for at blive enige om, hvilke typer standarder man skal bruge. For os som serviceleverandører ville det også hjælpe meget, hvis der var lidt mere standardisering på nogle af de her områder. I dag bliver vi konfronteret med kunder, som nærmest har hver deres metodik og gerne vil have os til at imødekomme deres krav – og det gør ikke livet nemmere.”
Annonce
- Fakta
Logistikkonferencen 2010
Logistikkonferencen foregår 23. november 2010 i Ingeniørforeningen i København. Med Supply Chain Innovation som den røde tråd byder dagen på indlæg fra førende virksomheder og forskere fra ind- og udland. Derudover uddeles Logistikprisen 2010, som sidste år gik til Linak.
Læs mere om programmet og tilmeld dig på www.logistikkonferencen.dk
Om Den Danske Logistikpris
Prisen, der blev indstiftet i 1994, uddeles af IDA Produktion & Logistik og effektivitet.dk og gives til en virksomhed, der har arbejdet aktivt med logistik og opnået resultater, som er blandt de bedste i branchen. Priskomiteen er uvildig og består igen i år af kapaciteter inden for logistik og Supply Chain Management:
• Adm. Direktør Lars Petersen, Stena Jern & Metal
• Vice President - Global Logistics Asger Rønnow, Chr. Hansen
• Vice President of Route Management Robert Kledal, Maersk Line
• Vice President - Global Distribution Logistics Egil Møller Nielsen, LEGO Group
• Koncernlogistikchef Danny Feltmann-Espersen, H&M
• Direktør Jesper Svendsen, Brdr. Dahl
• Direktør Claus Juel Jensen, Netto
• Professor Herbert Kotzab, CBS
De seneste års vindere af Den Danske Logistikpris:
• 2009 Linak A/S
• 2008 Chr. Hansen A/S
• 2007 Danfoss’ Refrigeration and Air Conditioning Division
• 2006 Nordisk Wavin A/S
• 2005 Vest-Wood A/S
• 2004 Netto A/S
