Omsætningshastighed og varerotation – sådan styrker du din lagerplanlægning
Hvor ofte flytter du dine varer, og hvad betyder det for dit lager? Omsætningshastighed og varerotation er afgørende nøgletal, hvis du vil optimere din lagerplanlægning. De påvirker alt fra layout og teknologi til lagerbeholdning og interne transporttider. Når du kender dine tal, kan du udnytte pladsen bedre, reducere dine omkostninger og indrette et mere effektivt lager.
Foto: BITO-Lagertechnik Bittmann GmbH
Forstå dine nøgletal – og deres betydning
Omsætningshastighed viser, hvor hurtigt din lagerbeholdning bliver solgt og erstattet – typisk over et år. Jo højere hastighed desto mindre kapital binder du i lageret, og desto bedre bliver din likviditet og rentabilitet.
Varerotation går et niveau dybere og viser, hvor hurtigt de enkelte produkter bevæger sig. Nogle varer sælger hurtigt, andre bliver liggende. Den forskel er central for, hvordan du bør planlægge og designe dit lager.
Prioritér de rigtige varer
Ikke alle varer skal behandles ens. Med en ABC-analyse kan du opdele dit sortiment:
- A-varer: Høj omsætning – skal være let tilgængelige
- B-varer: Middel omsætning
- C-varer: Lav omsætning – kan placeres mindre centralt
Supplerer du med en XYZ-analyse, får du også styr på efterspørgslen:
- X: Stabil efterspørgsel
- Y: Svingende efterspørgsel
- Z: Uforudsigelig efterspørgsel
Kombinerer du de to analyser, får du et langt stærkere beslutningsgrundlag for både lagerstruktur og kapacitetsplanlægning.
Brug data aktivt i din lagerstyring
Når din omsætningshastighed stiger, falder lagertiden. Det betyder, at dine varer ikke optager unødig plads, og at du frigør kapital.
Ved at analysere dine nøgletal kan du:
- reducere lageromkostningerne
- optimere sortimentet
- vælge den rigtige lagerteknologi
Kort sagt så bliver du i stand til at træffe bedre beslutninger.
Indret lageret efter varerotation
Dine mest omsatte varer bør ligge tæt på ind- og udlagring. Det reducerer transporttid og øger plukkehastigheden.
Det er derfor en fordel at opdele lageret i zoner baseret på omsætningshastighed. Det giver et bedre flow og færre flaskehalse.
Vælg den rigtige lagerteknologi
Varer med høj omsætningshastighed kræver løsninger, der understøtter flow. Gennemløbsreoler til paller eller kasser er et godt eksempel, fordi de sikrer hurtig håndtering og understøtter FIFO-princippet.
Langsomt omsættelige varer kan derimod ofte håndteres effektivt med mere simple reolløsninger.
Se på hele værdikæden
Varerotation påvirker ikke kun dig lager. Den har også betydning for:
- indkøb
- plukning
- distribution
Når du arbejder systematisk med dine nøgletal, får du et mere effektivt set-up på tværs af hele din forsyningskæde.
Kort sagt:
Når du kender din omsætningshastighed og varerotation, kan du indrette dit lager mere intelligent, reducere kapitalbinding og optimere din drift.
