Tips til at arbejde effektivt hjemme - med tillid
Vi er i IT-branchen, og har i lang tid brugt de redskaber og den adfærd, der giver gode resultater, når man arbejder hjemme. Her deler vi ud af tips, der kan gøre det nemmere for både leder og medarbejdere at få en positiv oplevelse ud af hjemmearbejde
Sådan gør vi, når vi arbejder hjemmefra
- Tag det alvorligt og forbered dig, som skulle du møde ind på jobbet.
Gå i bad, klæd dig på forud for arbejdsdagen, og sæt dig et sted, hvor du arbejder effektivt, fx dit hjemmeskrivebord. Lav en struktur for din arbejdsdag, beslut dig for, hvornår du holder frokost, møder og andre pauser.
- Vær på! Vent ikke på, at de andre giver lyd, vær selv hurtig til at melde dig i Teams, via mail eller lignende. Så kan vi alle se, at vi alle er i gang og er tilgængelige til dagens arbejde, diskussioner og virtuelle møder. Sig også til, når du holder en spisepause, er væk fra computeren eller er færdig med at arbejde for i dag.
- Brug Teams, chats, mail, @mentions og telefon til at holde kontakten aktivt og fortælle dine kolleger, om der er noget, de skal kigge på.
- Ja, du må gerne holde pauser. Det gør du også i løbet af en arbejdsdag. Kaffepauser, snakkepauser, frokostpauser. Og du må gerne gå en tur i den friske luft, bare du holder god afstand til eventuelle andre, der også er ude. Man må gerne udnytte fordelene ved at være hjemme – man skal bare sørge for at få løst opgaverne.
- Snak med dine kolleger online. En stor del af en god arbejdsplads er det sociale netværk. Nu kan I ikke ses, men man kan skrive private beskeder til hinanden, foruden de officielle og arbejdsrelaterede. Det holder stemningen oppe, og øger fornemmelsen af at være på arbejde.
- Undgå at dømme dine kolleger. De sociale medier svømmer lige nu over med bitre udfald på de, der ser anderledes på krisen end én selv. Lige sådan kan man have en trang til at mene noget om, i hvor høj grad ens kolleger er på, når man ikke kan se, hvad de laver. Det er ikke befordrende for sammenholdet. Regn i stedet med, at alle, lige som dig selv, arbejder efter bedste evne – og tænk på, at hvis en kollega ikke svarer med det samme, er de måske dybt optaget af en opgave, der kræver koncentration. Eller har en hel legitim spisepause.
- Udnyt de fordele, der er ved at arbejde hjemmefra. Du skal bruge mindre tid på transport, og du kan købe ind på tidspunkter, hvor der ikke er masser af mennesker i supermarkedet. Du kan sætte vasketøj over og hænge det op samtidigt med, at du arbejder. Du kan sætte simreretter over i ovn eller på komfur. Du kan gå ud i 15 minutter og få frisk luft, og evt lave nogle øvelser, så du holder kroppen i gang. Eller du kan vælge at sove lidt længere, nu du undgår myldretiden.
Vi har aldrig oplevet noget lignende i Danmark som den situation, vi står i nu.
Vi er alle ivrige efter at stå sammen og løse opgaverne på trods af udfordringerne. Du er meget velkommen til at kontakte os – vi er klar til at hjælpe dig og din virksomhed.
Per Steen Jensen på mail psj@addvision.dk eller telefon 26 24 29 31
Frederik Pedersen på mail fp@addvision.dk eller telefon 61 62 29 26
Ole Jauch på mail oja@addvision.dk eller telefon 53 54 16 50
Hos ADDvision ønsker vi dig god fornøjelse og gode resultater med at arbejde hjemmefra!