Ikke mere tom luft
Mange lastbiler kører hver dag rundt med en masse tom luft, fordi paller kun står i ét lag. Det er Space Invaders mission at udnytte denne plads, til gavn for både omkostninger og miljø. Og standarder spiller en central rolle.
Ikke mere tom luft i lastbiler Folkene fra Space Invader har en mission. Den går på både at spare tid, arbejde mere effektivt og gavne miljøet. Alt sammen via et aluminiumstativ på 9 kilo, som gør at man kan stable en palle oven på en anden. Gode idéer er ikke nødvendigvis komplekse, fortæller Steen Frederiksen, administrerende direktør i Space Invader.
Vi tænkte på al den tomme luft, der transporteres rundt sammen vores varer hver dag, fordi paller kun står i ét lag i lastbilerne. I en typisk lastbil er der 270 cm til loftet, hvilket er plads nok til to fyldte paller. Når denne uudnyttede plads anvendes, er det en let gevinst i transportleddet.
Men også i resten af forsyningskæden giver stablingsmuligheden en værdi: Man kan nu stable uden reoler, dvs. fleksibelt, og man kan i rankeområdet have flere varer stående. Og de lag, man stabler her, kan flyttes direkte ind i lastbilen. Denne mobilitet sparer megen tid, forklarer Steen.
Ultimativt kan den bedre udnyttelse af pladsen under transport fjerne lastbiler fra vejene og dermed mindske CO2-påvirkningen af miljøet.
Innovation på gamle standarder
Hvert stativ er mærket med en GRAI, som er GS1-identifikationsnummeret specielt til genbrugeligt udstyr. Men hvorfor valgte en nystartet innovationsvirksomhed at bygge på en gammel GS1-standard?
Det ligger simpelthen i vores forretningsidé: At tænke stort og globalt fra starten, forklarer Steen. Vi ville lave en løsning, som var skalerbar og som passer ind i de globale handelsmønstre, der er virkeligheden nu. Ved at bygge på en global standard åbner vi for vores kunders muligheder. Ud over det, er GRAI-identifikationen også teknologiuafhængig: Til en start vil vi mærke hvert stativ med en stregkode, men GRAIen kan ligesåvel indkodes i RFID-tags eller styres via GPS. Vi har desuden bygget stativet specifikt til pallestandarder, så vi udnytter en allerede anerkendt og udbredt infrastruktur i forsyningskæden.
Nem tracking af udstyr
Når stativer bliver GS1-mærket allerede i produktionen, så har man i resten af dets anvendelsestid muligheden for at tracke det. Det kan fx være relevant, når man skal afgøre hvilke stativer, der bør hentes ind til service. Desuden er det en kæmpe fordel for ejerne af stativerne, der nemt kan holde styr på, hvor hvert enkelt stativ befinder sig henne, fx på eget lager, under transport eller i kundens modtagelse, forklarer Steen.
I øjeblikket kører Space Invader pilottest med Danske Fragtmænd, Kohberg Bakery Group, Supergros og Scan Global Logisics. Space Invader-stativet blev officielt lanceret på Nordic Delivery konferencen d. 9. juni i København.