Niels Pagh Logistics A/S har øget vognparken med 12%
Niels Pagh Logistics A/S i Vejen har netop udvidet sin flåde af lastbiler med 12 %, og ser frem til et travlt efterår med mange køletransporter med frugt og grønt fra Spanien.
Syv nye lastbiler og seks nye køletrailere er erhvervet for at imødekomme den øgede efterspørgsel. Niels Pagh Logistics A/S forventer allerede nu et meget flot og positivt driftsresultat for regnskabsåret 2013.
-Vi kan bekræfte, at Spanien er på vej fremad efter en lang periode med recession. Det positive er, at både spansk industri og den spanske befolkning er begyndt at tro på, at det går den rigtige vej. I øjeblikket og de næste 3-4 måneder er der højsæson i Spanien med høst af frugt og grønt, og ikke mindst appelsiner. For at kunne imødekomme efterårets travlhed, har vi derfor øget vores flåde af lastbiler fra 60 til 67, ligesom vi indsætter 6 ekstra køletrailere, siger direktør Flemming Jørgensen.
-Situationen har udviklet sig meget positivt i 2013, og vi forventer et meget flot og positivt resultat efter at have foretaget mange besparelser og justeringer i organisationen, så den nu er trimmet til fremtidens omkostningsniveau. Vi arbejder i et marked, præget af hård konkurrence fra udbydere i det øvrige EU siden den internationale transport blev givet fri i hele EU for mange år siden. Vi er klar til de udfordringer, der vil komme de næste par år og vi glæder os over fremdriften i flere af EU-landene, og ikke mindst i Spanien, siger han.
-Blandt vore tiltag er styrkelse af bestyrelsen med fhv. bankdirektør i Sydbank, Finn Boel Pedersen, Kolding, som bestyrelsesformand. Og en ændring af selskabet fra ApS til A/S som endnu et tiltag, der skal sende et klart signal om, at vi som stabil og seriøs vognmands forretning har en klippefast tro på fremtiden, siger direktør Flemming Jørgensen.
Siden etableringen i år 2000 har Niels Pagh Logistics A/S haft transportopgaver mellem Danmark og Spanien som en niche i branchen. Og til trods for den generelle krise i Europa, og på markedet, er det lykkedes at fastholde volumen og omsætning. I dag har virksomheden 45 ugentlige afgange til Spanien, hvor lagerkapaciteten er blevet øget de seneste to år. Niels Pagh Logistics A/S har to lagre på Den Iberiske Halvø til sikring af en effektiv handling af gods til og fra Spanien, og Portugal.