Nye havnearealer i spil lokalt til installationen af THOR havvindmøllepark
Nyt kajnært oplagringsareal til sværgods på Thyborøn Havn indvies med oplagring af stålkonstruktioner til installation på Danmarks største havvindmøllepark THOR.
Kajnær oplagring af hovedkomponenter til havvindmølleparker. Foto: Thyboron Port
Det fylder godt i landskabet i Sydhavnen lige nu. Med valget af Thyborøn Havn som en af installationshavnene til THOR havvindmøllepark, har RWE i øjeblikket komponenter oplagret på 110.000 kvadratmeter af det for nyligt etablerede 190.000 kvadratmeter store sværgodsareal på havnen til oplagring af komponenter til havvindenergi.
Store krav til havnefaciliteter
Komponenter til havvindenergi kræver pr definition meget plads og de forventes at blive større og større i fremtiden. Det stiller krav til store åbne lagerarealer, hvortil der er fri indsejling og fri udsejling uden forhindringer som broer og sluser.
Komponenterne til vindenergi er tunge at håndtere og flytte på, derfor kan kortest mulig afstand fra kaj til lagerområde få signifikant betydning for det endelige havvindenergiprojekt.
Komponenterne trykker hårdt på underlaget, derfor kræves der en stærk belægning på arealet med en høj bæreevne.
De nye arealer i Sydhavnen på Thyborøn Havn har en skræddersyet sværgodsbelægning med høj bæreevne til de store komponenter til havvindenergi. For at sikre en høj bæreevne på arealet er 221.000 tons granitskærver fra Norge lagt nøje ud med nøjagtige hældninger over det nye 190.000 kvm. drænede areal. Arealet blev idriftsat i tide til at støtte op om THOR projektet og der er god plads.
Effektiv logistik på land
At oplagringsarealet grænser direkte op til kajanlæggene i Sydhavnen i Thyborøn og at lagerarealerne ligger så tæt man overhovedet kan komme på fartøjerne, udgør et solidt potentiale for effektiv håndtering af komponenter på land og reduceret kørsel til og fra lager.
Komponenterne håndteres sikkert og effektivt på land af terminaloperatøren Buss Danmark A/S og løfteleverandøren Mammoet Danmark A/S.
Thyboron Port marshalling port for Thor offshore wind farm. Foto: Thyboron Port