Da Rip, Rap og Rup fik nye kolleger fik SKY-LIGHT højere sikkerhed og hurtig payback
”Installationen af vores to nye Global AGV’er er den bedste og mest smertefrie implementering, jeg nogensinde har oplevet. Det gik superfint. Allerede på dag tre kørte de nye Global AGV’er rundt og scannede vores haller til deres interne kort. I uge to begyndte vi at få glæde af dem. Så hele indkøringen var markant hurtigere end med vores tidligere løsninger.”
For at udnytte pladsen optimalt kan Global AGV stable paller med last i halv højde oven på hinanden. Foto: Global AGV
Udtrykket ”superfint” er ikke et ord, som COO Brian Rasmussen fra virksomheden SKY-LIGHT i Varde slynger om sig med. I Vestjylland svinger man sig normalt højst op på et ”det er ik’ så ringe”, hvis tingene virkelig spiller. Så der er noget helt særligt på spil, når Brian Rasmussen fortæller om deres to nye Global AGV’er.
De to nye selvkørende trucks har lettet den interne logistik betydeligt i SKY-LIGHTs produktion af plastemballage til fødevareindustrien. Og ikke nok med det – det har også kunnet betale sig.
COO Brian Rasmussen fra SKY-LIGHT. Foto: Global AGV
Selvkørende succes
”Investeringen i Global AGV betaler sig endnu hurtigere ind end forventet. Vi kan se, at det kommer til at tage højst 3,1 år, hvor vi egentlig havde regnet med fire år. Var vi gået direkte fra manuel truckkørsel, havde payback været helt ned på 1,3 år,” fastslår Brian Rasmussen.
Ud over hurtig payback har SKY-LIGHT fået fem store ønsker til øget automation af den interne logistik indfriet. Samtidig er sikkerheden hævet, hvilket er alfa og omega for virksomheden, hvis produktion og lager fylder mere end 18.000 kvadratmeter fordelt på 10 hvide haller.
Rip, Rap og Rup i fuldt firspring
Brian Rasmussen har med de to nye Global AGV’er fået opfyldt alle sine fem store ønsker – og meget mere i bonus. De fem krav handlede om samspil med AMR’er (autonomous mobile robots), fleksibel håndtering af last, mulighed for selv at programmere, sensorbaseret rutevalg og bedre pladsudnyttelse:
- Samarbejde uden konflikter: De to nye Global AGV’er samarbejder helt uden knubs med SKY-LIGHTs fire nye AMR’er. De hedder Rip, Rap, Rup og Onkel Anders og suser konstant rundt i produktionen med tomme og fyldte kartoner på ryggen. AMR’er og AGV’er er nu kodet, så de respekterer hinanden og ”beder om lov” til at køre ind i de afmærkede zoner, hvis der ikke er fri bane.
- Fleksibel lastehøjde: Global AGV kan håndtere pallerne i højder helt op til 1500 mm. De gamle kunne kun løfte 200 mm.
- Selvprogrammering sparer store summer: SKY-LIGHT sparer mange hundredetusind kroner på programmører udefra, fordi Global AGV er så nem at programmere selv. Virksomheden har selv defineret over 100 pladser til afhentning og aflevering. Automatikteknikeren kan til enhver tid lægge nye ruter ind i det brugervenlige interface. Det giver mulighed for at skalere op med nye AGV’er på få dage, hvis SKY-LIGHT udvider flåden.
- Automatisk omfartsvej ved bred last: De nye Global AGV’er finder selv ud af, hvor bred lasten er og indstiller sin sikkerhedsscanner, så det passer til den specifikke last. Når lasten er bredere end normalt, f.eks. ved transport af de store ruller folie, som SKY-LIGHTs emballage termoformes af, opdager Global AGVs sensorer det selv. Er lasten bredere end normalt, tager den en foruddefineret ”omfartsvej.” De gamle AGV’er kunne ikke skelne mellem forskellige bredder og skabte derfor unødvendige flaskehalse, når de krævede ekstra sikkerhedsafstand, selvom de ikke bar en bred last.
- Dobbelt pladsudnyttelse: For at udnytte pladsen optimalt i lager og lastbil kan Global AGV uden problemer stable paller med last i halv højde oven på hinanden. Det kaldes dobbelt stabling af halv pallehøjde eller block stabling.
Leder af SKY-LIGHTs produktionstekniske afdeling, Carsten Holmslykke. Foto: Global AGV
Kører selv i laderen
”Da vi begyndte at se os omkring efter afløsere til vores gamle AGV’er, kunne vi ikke få de her fem krav opfyldt hos andre leverandører. Så vi regnede faktisk ikke med, at vi kunne få det hele. Før vi så det fungere til en demo hos Global AGV,” fortæller Brian Rasmussen.
Ud over at få opfyldt de fem krav har SKY-LIGHT fået flere nyttige features i bonus. Det er funktioner, som Brian Rasmussen og kolleger slet ikke havde forestillet sig. For eksempel sparer de nu meget tid, fordi Global AGV selv kører i sin lader, når den er nede på 25 procent strøm. Før skulle personalet ud at skifte batteri, hver gang en gammel AGV var gået i stå et eller andet sted. Nu lader den selv op og kører tilbage i arbejde – 24/7, hvis der er behov for den.
Mads Antonsen. Foto: Global AGV
Når lasten er bredere end normalt, f.eks. ved transport af store ruller folie, opdager Global AGVs sensorer det selv. Foto: Global AGV
Foto: Global AGV
Farvel til regning på 250.000 kroner
Leder af SKY-LIGHTs produktionstekniske afdeling, Carsten Holmslykke, er tilfreds med, at den nye installation har udnyttet virksomhedens allerede etablerede sensorer og store dele af den oprindelige hardware:
”Med Global AGV har vi kunnet genbruge vores 60 ultralydssensorer. De hænger i loftet og måler løbende, så de kan give besked, hvis der står en palle, der skal hentes. Til gengæld har vi kunnet fjerne over 250 refleksstrimler i loftet, som de gamle AGV’er navigerede efter. Global AGV kommunikerer via WIFI og scanner kontinuerligt rummet. Det gør dem meget mere sikre.”
Ingen savner de udfordringer, SKY-LIGHT havde med de gamle AGV’er. For eksempel tolkede de jævnligt genskin i den folie, som virksomhedens produkter er produceret af, som en refleks og navigerede forkert. Den mere sikre navigering gør, at lageret i dag udnyttes meget mere fleksibelt, f.eks. i højden.
Brian Rasmussen er heller ikke ked af at vinke farvel til den regning på mindst 250.000 kroner, som det havde kostet at opgradere de gamle trucks.
De kom, når vi kaldte
Selvom installationen af de nye Global AGV’er får en flot førsteplads i SKY-LIGHTs lange historie, har der naturligvis været brug for justeringer undervejs.
SKY-LIGHT fik for eksempel ændret AGV’ernes gaffelhøjde, så Rip, Rap og Rup tydeligt kan se dem og holde afstand.
”Der vil altid være lidt ”skvulp”, når man skal implementere ny teknologi. Et af vores ønsker var, at AGV’en selv skulle registrere og reagere på en bredere last. Det krævede en opgradering af navigationscomputeren. Vi oplevede, at Global AGV hurtigt tog hånd om sagen. Vi fik præsenteret en plan for opgradering og en plan B, hvis det blev nødvendigt. Alt i alt har vi følt os godt serviceret. Global AGVs teknikere kom, når vi kaldte. Så vi har fået præcis det, vi har købt – og meget mere til. Vi skulle have skiftet for længe siden,” slutter Brian Rasmussen.
Han overvejer allerede nu at investere i en Global AGV mere ud fra hans erfaringer med, at et skifte kan gennemføres hurtigt og med kort tilbagebetalingstid. Global AGV’er er så nemme at lægge ekstra jobs på, at SKY-LIGHT snart har fyldt dem op med opgaver.
Fakta om Global AGV
Global AGV er udviklet på basis af en standardtruck. Den gennemtestede selvkørende truck betjenes og tilgås via webbrowser på en tablet eller PC. Den kan nemt indstilles til både faste og nye ruter. Samtidig kan trucken betjenes manuelt via tilleren, så den kan bruges både som AGV og som manuel stabler (dual mode). Trucken kan arbejde 24/7/365 og giver dermed en højere effektivitet, mindst 60 procent besparelse på simpel palletransport, bedre intern logistik og færre skader på gods.
Global AGV anvendes af blandt andet Arla Foods, Danpo og AVK GUMMI. Den findes i tre udgaver:
- L12 med en kapacitet på 1200 kg. Ideel til håndtering af US-, UK- og SEA-paller
- L14 med en kapacitet på 1400 kg. Ideel til håndtering af EUR-paller.
- L20 med en kapacitet på 2000 kg. Ideel til håndtering af EUR-paller.
Global AGV er en del af BILA-koncernen, der har hovedsæde på Mors i Nordjylland. Global AGV blev grundlagt i marts 2016. Virksomheden har især fokus på UK, Tyskland og USA, men sælger i hele verden gennem BILAs salgskanaler og forhandlere. Global AGV har 25 ansatte.
Læs mere på global-agv.dk
Fakta om SKY-LIGHT
SKY-LIGHT er en familieejet virksomhed, som siden 1960 har specialiseret sig i plastemballage til fødevareindustrien. Virksomheden eksporterer til det meste af Europa og har 100 ansatte. Fra starten har virksomheden fokuseret på udvikling, miljø og medarbejdere, og derfor er SKY-LIGHT blandt de mest teknologisk innovative virksomheder i branchen.
Læs mere på sky-light.com
