Logistikpris styrker GN ReSounds brand
GN ReSound modtog Den Danske Logistikpris i 2013. Det har skabt både ekstern og intern opmærksomhed og har sat fokus på den store værdi, logistikken skaber for GN ReSound og kunderne.
Supply chain, logistik og produktion er ikke fagområder, der svømmer rundt i pris- og hædersuddelinger. Det er en verden, hvor daglig drift, gradvise optimeringer af processer og eksekvering fylder meget. Det er ofte det lange seje træk, og opmærksomhed fra omverden begrænser sig typisk til, når den ene ordre ud af 100 eller 10.000 ikke bliver leveret på rette sted, i rette tid, i rette mængde eller i rette kvalitet. Men logistikken er krumtappen i en effektiv værdikæde, og den forbedringsrejse, GN ReSounds supply chain har været igennem de seneste år, har sat fokus på, at GN Resound ikke kun er i teknologisk verdensklasse, men også i supply chain verdensklasse. Det er en ny dimension og er en markant styrkelse af virksomhedens omdømme.
Mere opmærksomhed
"Vi oplever for det meste opmærksomhed fra den øvrige organisation eller kunderne, når vi en sjælden gang ikke lever op til det lovede eller ønskede med hensyn til en levering eller et omkostningsniveau, der ikke matcher målene. Det er selvfølgelig fair nok, for vi skal levere som lovet hver eneste gang. Men prisen i 2013 sætter fokus på vores samlede indsats, og det er en helt anden form for opmærksomhed, som er en stor opmuntring for alle vores dygtige medarbejdere på fabrikken, på lageret, i ordrehåndteringen og i logistikken", fortæller Salvatore Oppido. Han er baseret på GN ReSounds regionale operations center i Oxford, England og har ansvaret for supply chain operations i Europa.
Thomas Stig Lundstrøm, der er ansvarlig for den globale supply chain, supplerer: "Prisen sætter fokus på den helhed, som vi i GN ReSounds supply chain organisation har udviklet og leveret bid for bid igennem den seneste årrække. Det er altid rart at få en ekstern vurdering af den samlede indsats".
Stærkere brand
GN ReSound har været igennem en større forandringsrejse, der tilsammen har skabt markante forbedringer for virksomhedens supply chain og har været et væsentligt bidrag til, at den samlede forretning har stor fremgang. GN ReSounds lønsomhed eller "operational margin" var for eksempel 14 procent i 2012 og 20 procent i 2013. Det resultat er opnået på baggrund af en lang række tiltag fra alle dele af forretningen, hvor supply chain har leveret et betydeligt bidrag.
"Vi har brugt prisen i 2013 som anledning til at kommunikere både eksternt og internt. Prisen er en ekstern uvildig vurdering, der bekræfter, at GN ReSound ikke kun er i teknologisk verdensklasse, men også er i verdensklasse, når vi taler evne til at eksekvere forsyningskæden. Det er en styrkelse af vores brand som virksomhed. Men prisen er også en stor opmuntring for alle cirka 1750 medarbejdere i supply chain organisationen, der bidrager til resultaterne hver eneste dag", fortæller Thomas Stig Lundstrøm.
Nemmere rekruttering
Både Salvatore Oppido og Thomas Stig Lundstrøm fremhæver, at prisen har gjort rekrutteringsarbejdet lettere. GN ReSound er en global virksomhed med hovedsæde i Danmark, og prisen vækker stor genklang hos danske ansøgere til supply chain stillinger i GN ReSound. "Det har en stor effekt, når vi til ansøgningssamtaler kan fortælle, at GN ReSound er vurderet til at være blandt de bedste også på supply chain fronten. I det hele taget er det svært at overvurdere, hvor stor effekt prismodtagelsen har på den generelle selvtillid og selvopfattelse blandt GN ReSounds supply chain-folk og generelt i virksomheden. Alle vokser af at modtage skulderklap, specielt når det kommer fra uvildige eksperter", fortæller Thomas Stig Lundstrøm.
Mere info
Du kan finde mere om Den Danske Logistik- og Supply Chain Pris på vores hjemmeside.
Konferencen
Du kan se meget mere om Den Danske Logistik- og Supply Chain Konference 2014 her.