Ny serviceteknologi opdager fejlene før de stopper lageret
Körber Supply Chain lancerer en ny serviceapp, der gør det muligt at udføre forebyggende vedligehold baseret på realtidsdata. Ved hjælp af data, AI og vision-teknologi har systemet allerede sparet en amerikansk kunde for omfattende produktionsstop ved at afsløre kritisk slid på kranbremser i tide.
Foto: Körber Supply Chain DK A/S
I årevis har industrien drømt om, at digitalisering og data kunne eliminere utilsigtede produktionsstop. Med lanceringen af en ny serviceapp og det AI- og vision-baserede system Predictive Eye bringer Körber Supply Chain nu den drøm tættere på virkeligheden.
Serviceappen samler både informationer fra digitalt udstyr og fra mekaniske enheder via Predictive Eye, der overvåger svært tilgængelige steder med en kameraløsning. Løsningen kan for eksempel overvåge bremselængder på kraner, og det har sparet en stor amerikansk kunde for mange unødige produktionsstop.
”Deres kraner er designet til at stoppe på seks meter, men på grund af slid var bremselængden på alle syv kraner øget til mellem otte og 11 meter. Normalt opdages den slags først ved manuelle inspektioner eller i værste fald ved et sammenstød. Nu får kunden en automatisk Notifikation i realtid, så de kan udbedre fejlen, længe før den bliver kritisk,” siger Jan Kristensen, Head of R&D fra Körber Supply Chain.
Informationer gør det nemt at reagere proaktivt
Den amerikanske kunde bruger Körbers system til at måle på meget andet end bremselængder. Appen viser generelt data om tilstanden på det automationsudstyr, der er installeret i hele verden.
”Vi samler alle servicemeddelelserne ét sted, både fra PLC’er og intelligente sensorer, og så er det en overbygning til vores vision-baserede system, der monitorerer ikke-mekaniske dele. Appen samler op på det hele, gør det visuelt baseret, og giver kunden en historik. Vigtigst af alt, så det er nemt at handle og løse problemerne,” siger han.
Slut med run to failure
Selv for mindre skandinaviske lagre og distributionscentre vil serviceappen medføre økonomiske fordele, mener Jan Kristensen.
”Vi gør op med 'run to failure'-mentaliteten. Med denne løsning gør vi overvågning tilgængelig for alle – uanset om man har et stort eller lille system, så selv mindre distributionscentre kan undgå de kritiske fejl, der normalt kun opdages, når det er for sent, ” siger han.
Serviceappen fra Körber Supply Chain er en del af virksomhedens digitale suite af produkter, der blandt andet ved hjælp af kunstig intelligens hjælper kunder i hele verden med at øge produktiviteten i deres forsyningskæder.
