SCM+Logistik 02.2026
RISIKO
Ordene risiko, risici, risikostyring og resiliens fylder mere og mere i ordbogen for ledelse af forsyningskæden – og for ledelse af forretning i det hele taget. Det har det gjort lige siden corona pandemien tog alle på sengen i 2020. Ja, det er faktisk kun seks år siden, men der er sikkert mange, der oplever det som meget længere tid siden. Der er løbet meget vand under broen siden da, og pointen her, at vandet har været usædvanlig uroligt og fuld af uforudsigelige strømhvirvler, der kan være svære at navigere kajakken igennem.
McKinsey har en interessant analyse, der blev præsenteret på McKinsey Roundtable i 2023. Den viser, at antallet af forstyrrelser eller ’disruptions’ i globale supply chains over de seneste fem år har været tre gange højere end i de foregående fem – og at både varighed og konsekvens er blevet markant værre. ”Det efterlader os med en ret klar erkendelse: Vi er simpelthen nødt til at arbejde mere systematisk med risiko, end vi har gjort tidligere”, fortæller Lina Marie Rasmussen, Vice President Global Supply Chain LEO Pharma i dette magasin.
”Det, der har gjort os succesfulde indtil nu, er ikke nødvendigvis det samme, der vil gøre os succesfulde fremadrettet. I ledergruppen tager vi derfor hvert kvartal et ærligt kig på tre spørgsmål: Hvad virker? Hvad virker ikke? Og hvad mangler vi at arbejde mere systematisk med? Udfaldet af den øvelse sætter retningen for vores fælles fokus – og lige nu peger pilen tydeligt på behovet for at modne vores tilgang til langsigtet risikostyring”.
Risikomitigation – altså evnen til at forebygge og afbøde risici - kan tage mange former, fra forsikringsløsninger til ændringer i supply chain‑design, der øger resiliens og fleksibilitet. Det er netop i det balancepunkt, at LEO Pharmas største supply chain udfordring – og mulighed – ligger i den nærmeste fremtid.
”Det er en stor og kompleks opgave – og der er en reel risiko for at ’koge havet’. En forsyningskæde rummer potentielt mange risici, så en skarp afgrænsning af omfang er helt afgørende for at skabe fremdrift og reel værdi”, fortæller hun og supplerer:
”På sigt ser vi dette som et oplagt emne for et digitaliseringsprojekt. Ambitionen er at opbygge en digital tvilling af vores forsyningskæde, så vi kan simulere effekten af forskellige hændelser og derfra designe målrettede og proportionelle mitigeringstiltag”.
Andre relevante filer
Udgiver
Copyright 2023
