Wilsons Formel fra 1913 er stadig aktuel i 2024. For nogle varer

Wilsons formel, der i sin oprindelige form er mere end hundrede år gammel, kan anvendes til beregning af indkøbsordremængden således, at de samlede omkostninger, lager og ordreomkostninger, minimeres. Det peger Lars Villads Krogh på. Han har arbejdet professionelt med SCM, lagerstyring, indkøbsoptimering og forecasting i tre årtier. Han er i dag Sales Director for AGR Nordic A/S og har i mange år været en af drivkræfterne i non-profit foreningen effektivitet.dk. 

Han fortæller: ”Indkøbsordren udløses, når lagerniveauet rammer genbestillingspunktet. Men i dag, hvor der er stor uforudsigelighed i både efterspørgsel og i leveringer, er det begrænset, hvad formlen kan anvendes til”.

Grundlaget for formlen blev oprindelig designet i 1913 af den amerikanske ingeniør Ford Whitman Harris, men det var først i 1934, at konsulenten R.H. Wilson havde succes med at udvikle den reelle formel.

Læs også: Wilsons formel kan forhindre store pengetab

Wilson antager, at ordre- og modtagelsesomkostninger har en stor betydning for bestemmelse af indkøbsmængderne. Det var bestemt en vigtig faktor tilbage i 1934, da en hær af kontorister blev forpligtet til manuelt at holde styr varerne med papir og blyant, men i dag er disse faktorer normalt ubetydelige. 

”Som et resultat giver ’optimeringen’ udført af formlen ikke meget mening, og ignorerer fuldstændig behovet for beregning af sikkerhedslageret”, fortæller Lars Villads Krogh og supplerer:

”Formlen er særlig god som lærebog og kan være rigtig god for varer, hvor der er et højt aftræk, og hvor værdien af varen er lav. Som for eksempel fyrfadslys, toiletpapir og tyggegummi”.

Stærk formel med svagheder
Wilson er i princippet nem at forstå men vanskelig at anvende i praksis.

En af de vigtige begrænsninger af den økonomiske ordremængde er, at den antager, at efterspørgslen efter virksomhedens produkter er konstant over tid. Den tager ikke hensyn til leveringstiden fra leverandør – noget som for eksempel har haft stor betydning under coronapandemien, skibe på tværs i kanaler og andre forstyrrelser, som verdens forsyningskæder har set så rigeligt af de sidste år. Den tager dermed heller ikke højde for størrelsen af sikkerhedslageret.

”Formlen tager ikke hensyn til sæsonudsving, mængderabat og varierende kostpriser. En stor faldgrube ved brug af Wilsons Formel er, at parametrene for varerne er sat op til at blive bestilt efter Wilsons formel. Tiden går, forandringer sker, men parametrene bliver ikke opdateret. Det giver med tiden helt skæve resultater”, fortæller Lars Villads Krogh.

Brug den kun på de hurtige og ’billige’ 
Wilsons formel var god den gang for cirka 100 år siden, hvor verden var forudsigelig, og hvor hovedregning og senere hen regneark kunne anvendes til udregningerne.

”Formlen skal anvendes differentieret. Det vil mere præcis sige, at parametrene skal være forskellig for de forskellige varetyper (ABC-klasser)”, fortæller Lars Villads Krogh og tilføjer:

”I dag anbefales det ikke at anvende Wilsons formel til andet end de hurtige og ”billige” varer. Og når varen ændrer kategori, så skal parametrene også ændres. Det kan være et stort arbejde og vanskeligt at vedligeholde”.

Men hvordan kan den så afsløre, at mange virksomheder taber store penge på bestemte varegrupper, nemlig de såkaldte ’flow-varer’?

Årsagen er, at virksomheder fokuserer for meget på lageromkostninger og overser, at det også koster penge at bestille og modtage varer. Wilsons formel er nemlig bedre end det ofte benyttede alternativ, nemlig ikke at gøre nogen antagelser om sammenhængen mellem lager- og ordreomkostningerne.

Er dækningsbidraget for eksempel 40 procent betyder det, at for hver krone omsætningen øges, stiger omkostninger med 60 procent. I dette tilfælde betyder det, at en omkostningsreduktion har 2,5 gange større effekt end en tilsvarende omsætningsstigning. Eksempel: En omkostningsreduktion på 100.000 kroner har samme effekt som en stigning i omsætningen på en 250.000 kroner.

Balance i indkøbsomkostningerne
Rigtig mange virksomheder fastsætter indkøbsmængde og indkøbsfrekvens af lagerførte varer på et ufuldstændigt grundlag. Den tungeste parameter i forbindelse med bestemmelse af indkøbsstørrelsen er ifølge Lars Villads Krogh lagerrenten. Det skyldes, at CFO'er af mange gode grunde fokuserer på at nedbringe kapitalbindingen. Det medfører, at lagerrenten og dermed kapitalbindingen dominerer rigtig meget i virksomhedens målstyring og i særdeleshed, når indkøbsafdelingens arbejde skal evalueres.

Lagerrenten er kun den halve sandhed
Lagerrenten er en rente, der skal udtrykke risikoen ved at have varen liggende på lageret. Lagerrenten er omkostninger, der hele tiden løber på, når en vare ligger på lageret, og som stiger, når den gennemsnitlige lagerværdi øges. Det er typisk risikoen for ukurans, der har størst betydning for størrelsen af lagerrenten. 

Det vil sige, at mode- og elektronikvirksomheder, som handler med varer, der meget hurtigt bliver forældede, ofte har en meget høj lagerrente. Disse virksomheder opererer for eksempel med en lagerrente på helt op til 40 procent på visse varer, mens virksomheder i mindre udsatte brancher opererer med lagerrenter på 10 til 15 procent.

”Lagerrenten er vanskelig at udregne matematisk, fordi især risikoen for ukurans ikke er let at bestemme. Ofte bliver lagerrenten kun svagt diskuteret og/eller fastsat som værende ens for alle varer, selvom risikoen for ukurans varierer kraftigt for de forskellige varer. Resultatet bliver, at ingen har tillid til de udregninger, hvori lagerrenten indgår”, fortæller Lars Villads Krogh.

Hver gang en virksomhed bestiller varer, opstår der omkostninger på grund af selve indkøbsaktiviteten og varemodtagelsen. Disse omkostninger er typisk relateret til selve bestillingen af varen, fragtomkostninger, varemodtagelsen og placering af varen på lokationen. Det betyder, at jo større volumen man køber per gang jo færre indkøb, hvilket betyder, at ordre- og modtagelsesomkostningerne bliver lavere.

For nogle varer er stordriftsfordele stadig meget aktuelt. Ikke kun fordi det eventuelt kan resultere i lidt mængderabat, men også fordi ved køb og opbevaring af varer i større mængder reducerer de ofte usynlige omkostninger (som varemodtagelse, kvalitetskontrol, vareplacering med mere) - og det reducerer omkostningerne per enhed.

”Det er jo altid ærgerligt at mangle ”den lille dims”. Enten fordi produktionen stopper, eller fordi kunden måtte gå forgæves. I begge tilfælde kan kunden tænke, at virksomheden har problemer med lagerstyring eller forsyningskæden. Dette kan underminere deres brand og markedspositionering på sigt”, afslutter Lars Villads Krogh med.