Kina skruer op for produktudviklingen
Den kinesiske regering planlægger at investere store summer i bestemte industrier. Det vil ifølge the Economist...
Den kinesiske regering planlægger at investere store summer i bestemte industrier. Det vil ifølge the Economist Intelligence Unit (EIU) skabe et boom inden for kinesisk innovation og produktudvikling. EIU forventer investeringer på mange milliarder renminbi i produktudvikling og industriorienteret forskning inden for såkaldt avancerede industrier, der blandt andet omfatter bioteknologi og energieffektive køretøjer. Dette vil resultere i, at kinesiske virksomheder i den nærmeste fremtid vil fremstå som stærkere konkurrenter på det internationale marked. Motivet for investeringerne er at motivere kinesiske virksomheder til at indtage en position højere oppe i værdikæden. Investeringerne er endnu ikke vedtaget af den kinesiske regering, men ifølge lokale medier og kilder er der ingen tvivl om, at der vil ske massive investeringer i de kinesiske virksomheders udviklingskompetencer de kommende år. Investeringerne har særligt sigte på syv udvalgte områder, som omfatter: bioteknologi, nye energiforsyningskilder, produktion af avanceret industriudstyr, energi- og miljøvenlige teknologier, energieffektive køretøjer, nye materialer samt next generation informationsteknologi. Investeringerne ligger helt i tråd med den kinesiske regeringsvision om, at Kina i 2020 skal være et innovationsorienteret samfund.