STARK samler lagerdrift i nyt distributionscenter
STARK har åbnet et nationalt distributionscenter i Brøndby med robotlager og digital lagerstyring. Centret skal øge varetilgængeligheden og stabilisere materialeflowet til byggeriet.
STARKs nye nationale distributionscenter i Brøndby skal på sigt samle op til 50.000 varenumre under ét tag.. Foto: STARK
STARK har officielt åbnet et nyt nationalt distributionscenter i Brøndby, der skal samle lagerfunktioner i ét nationalt knudepunkt og styrke forsyningen af byggematerialer til virksomhedens kunder og 85 forretninger i Danmark og Grønland.
Centret får et automatiseret robotlager og digital lagerstyring, som ifølge STARK skal skabe et hurtigere, mere præcist og stabilt vareflow. På sigt skal distributionscentret rumme op til 50.000 varenumre under ét tag. Det svarer til et sortiment, der er op til fem gange større end i et almindeligt byggemarked.
Placeringen i Brøndby betyder samtidig, at 35 procent af STARKs kunder befinder sig inden for en times kørsel fra distributionscentret. Målet er blandt andet at øge varetilgængeligheden og reducere behovet for skaffevarer.
”Når en vare mangler, risikerer arbejdet på byggepladsen at gå i stå. Derfor har vi investeret i et nyt distributionscenter, som giver vores kunder endnu større fleksibilitet og adgang til et markant bredere sortiment”, siger Britta Korre Stenholt, CEO i STARK Danmark.
Bygningen er opført og ejet af Velliv Ejendomme og er præcertificeret til DGNB Guld. Lageret er blandt andet bygget med limtræ, genanvendt stål og sedumtag.
Kilde: STARK
Fakta:
STARK er Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer og har flere end 80 forretninger i Danmark og Grønland samt over 2.500 medarbejdere. Virksomheden er en del af STARK Group, der har flere end 19.000 medarbejdere og 1.100 forretninger og distributionscentre i Norden, Storbritannien, Tyskland og Østrig. [Kilde: Via Ritzau]
