Amnesty: Børnearbejde udbredt i elektronikforsyningskæder
En ny rapport fra Amnesty International anklager en stribe af verdens største elektronikfirmaer, bl.a. Apple og Samsung, for ikke at have styr på, hvor deres mineraler kommer fra. Børnearbejde er udbredt i miner, der udvinder kobolt til batterierne i de store selskabers produkter.
Minearbejdere dybt under jorden ved Kasulo i DR Congo, hvor koboltudvinding, bl.a. med børnearbejde, er udbredt. Foto: Amnesty International.
Døgnlange arbejdsdage under livsfarlige forhold for børn ned til syvårsalderen. Det er den barske virkelighed i koboltminer i DR Congo, hvorfra nogle af verdens største elektronikvirksomheder via mellemhandlere henter det værdifulde mineral, der bruges i lithium-ion-batterier i bl.a. smartphones.
Læs også: Intel sigter efter konfliktfri forsyningskæde i 2016
Det fastslår en ny rapport fra Amnesty International og organisationen Afrewatch (Africa Resources Watch), der i samme åndedrag anklager en stribe af de helt tunge aktører inden for forbrugerelektronik og privatbiler, herunder Apple, Samsung, Sony, Microsoft, Daimler og Volkswagen, for ikke at have godt nok styr på deres forsyningskæder.
De glamourøse reklamer for disse førsteklasses teknologiske produkter står i skærende kontrast til de børn, der bærer på sække med sten, og arbejdere, der risikerer permanente lungeskader af forholdene i de smalle mineskakte. Millioner af mennesker nyder godt af de muligheder, som de nye teknologier tilbyder, men de spørger sjældent, hvordan de er produceret. Det er på høje tid, at de store producenter tager ansvar for udvindingen af de råstoffer, som er nødvendige for deres lukrative produkter, siger business & human rights researcher i Amnesty International, Mark Dummett, i en pressemeddelelse.
Kobolten kommer fra miner i Den Demokratiske Republik Congo, hvor børnearbejde er dagligdag. Mellemhandlere køber mineralet fra mineejerne og sælger det, ifølge rapporten, til Congo Dongfang Mining (CDM), som er et datterselskab under den kinesiske råstofgigant Huayou Cobalt Ltd. Her bliver det forarbejdet inden det ryger videre til batterikomponent-producenter i Kina og Sydkorea, som igen sælger det videre til batterifabrikker, der leverer til bl.a. ovennævnte producenter.
Værdiløse løfter
Forsyningskæden er med andre ord lang. Amnesty har kontaktet 16 virksomheder, hvis kobolt kan spores tilbage til Huayou, og selvom ingen af dem ifølge menneskerettighedsorganisationen kan redegøre tilfredsstillende for, hvor kobolten i deres produkter er udvundet, så vil kun én af dem bekræfte forbindelsen med det kinesiske selskab, mens fem benægter den, og yderligere to afviser at få kobolt fra DR Congo i det hele taget.
Det er et af den digitale tidsalders store paradokser, at nogle af verdens rigeste og mest innovative virksomheder kan markedsføre utroligt sofistikerede produkter uden at blive afkrævet et svar på, hvor de får deres råstoffer fra, siger direktør i Afrewatch, Emmanuel Umpula, og bliver bakket op af Amnesty.
Virksomheder, der tjener 125 milliarder dollar årligt på globalt plan, kan ikke i ramme alvor hævde, at de ikke er i stand til at kontrollere, hvor helt essentielle råstoffer i deres produkter stammer fra. Mange af disse multinationale selskaber siger, at de har en nultolerancepolitik for børnearbejde. Men det løfte er ikke det papir værd, det er skrevet på, når selskaberne ikke undersøger deres leverandørkæde. Deres påstand er simpelthen utroværdig, siger Mark Dummett.
Læs også: Tvangsarbejde i leverandørkæden kan bekæmpes i skyen
De 16 selskaber i Amnestys rapport er: Ahong, Apple, BYD, Daimler, Dell, HP, Huawei, Inventec, Lenovo, LG, Microsoft, Samsung, Sony, Vodafone, Volkswagen og ZTE.
-AK
