Danske batterier er flade: Tarifmodellen er forældet

Ventelisterne vokser, virksomheder får afslag på tilslutning, og Energinet kan ikke følge med i forhold til udbygning af elnettet. 

Store batteriparker være med til at være med til at at udnytte det eksisterende elnet bedre, men Danmark halter langt bagefter f.eks. Tyskland, når det gælder etablering af batteriparker.

Batterierne er blevet stadig billigere, men i Danmark gør skyhøje tilslutningsbidrag og høje efterfølgende tariffer det så dyrt, at businesscasen ofte ikke kan hænge sammen.

Det skyldes ifølge den ansete energianalytiker, Hans Henrik Lindbo, fra Ea Energianalyse, at vi lever med et tarifregimente, der slet ikke er tidssvarende.

“Den tarifering, vi har i dag, er ikke præcis nok. Den er lavet i en tid, hvor batterier faktisk ikke eksisterede i systemet,” siger han.

Kernen i problemet er, at tarifmodellen grundlæggende bygger på en todelt virkelighed: Enten er du producent – eller også er du forbruger. Batterier passer ikke ind i den opdeling.

Et system fra en anden tid

Den nuværende tarifstruktur er designet ud fra en klassisk elmodel: Strøm produceres ét sted, transporteres gennem nettet og forbruges et andet sted.

Men et batteri er både forbruger og producent. Det lader (forbrug) og aflader (produktion). Og det er her, udfordringen opstår.

I dag betyder det, at strøm, der lagres i et batteri, i princippet betaler tarif flere gange:

• Produktionstarif ved første produktion
• Forbrugstarif ved opladning
• Produktionstarif igen ved afladning
• Forbrugstarif hos slutkunden

“Netselskaberne siger med rette, at strømmen bruger nettet flere gange. Men det er en gennemsnitsbetragtning. Den tager ikke højde for, om batteriet faktisk aflaster nettet,” siger Lindboe.

Det er netop her, han mener, at tarifmodellen halter.

I dag betragtes et batteri på lige fod med andre tilslutninger til elnettet som en bruger af nettet. Det betyder, at pengene kun går den ene vej. Batteriet betaler så at sige både når, det sender strøm ud i nettet, og når det optager strøm fra nettet.

Men ifølge Hans Henrik Lindboe mangler den anden side af regnestykket: Nettets brug af batterier.

Hvis et batteri placeres strategisk i elnettet – eksempelvis på den “rigtige” side af en flaskehals – kan det reducere belastningen og dermed udskyde eller helt undgå dyre netudbygninger.

Hvis et batteri i det ene område aflader samtidig med, at der ellers ville være import over forbindelsen, reduceres nettets samlede belastning. I en klassisk gennemsnitslogik “bruger” batteriet nettet. I en konkret situation kan det i stedet aflaste det.

“Rigtigt placerede og rigtigt brugte batterier kan spare netomkostninger. Det kan vi se meget tydeligt i vores modeller,” siger Lindboe.

Problemet er, at tarifmodellen ikke honorerer den systemnytte.

Tid og sted er blevet afgørende

Den grønne omstilling har gjort to parametre langt vigtigere end tidligere: Lokationen af strømforbrugende enheder – og tidspunktet for belastningen af elnettet.

Belastningen i elnettet varierer markant fra time til time og fra område til område. Alligevel er tarifmodellen i vid udstrækning baseret på gennemsnitsbetragtninger.

Tidsdifferentierede tariffer er et skridt i retning af større præcision, men ifølge Lindboe er det ikke nok.

“Det er blevet vigtigere og vigtigere at kende tidspunktet for produktion og forbrug – og placeringen. Den nuværende tarifmodel er ikke finmasket nok.”

Hvis tarifferne reelt skal være omkostningsægte, bør de afspejle den faktiske belastning eller aflastning, en aktør påfører nettet i et givent område og på et givent tidspunkt.

Strukturfejlen: Private har intet incitament

I dag kan batterier i praksis hjælpe elnettet på to måder: Den ene er ved co-lokation, hvor batteriet placeres bag f.eks. en solcellepark og reducerer spidsbelastningen bag måleren.

Den anden er en strategisk netplacering – hvor batteriet aktivt placeres dér, hvor nettet er udfordret.

Den første model bruges allerede i betydeligt omfang. Den anden model – hvor batterier placeres for at understøtte nettet – mangler økonomiske incitamenter, påpeger Hans Henrik Lindboe.

“Hvis batterier skal hjælpe elnettet, skal det i dag være netselskabet selv, der opstiller dem. Der findes ikke en tarif, der giver private aktører incitament til at gøre det. Det er en strukturfejl,” siger Lindboe.

Pengene kan kun løbe én vej – fra batteriet til nettet. Ikke den anden vej.

Hvis batterier skal spille en større rolle i elnettet, kræver det ifølge Lindboe en mere avanceret og symmetrisk tarifmodel. Han oplister fire forhold:

Tariffer skal i højere grad skal afspejle den faktiske netpåvirkning – både positivt og negativt – i et givent område og tidspunkt.

Hvis et batteri reducerer spidsbelastningen eller udskyder en netforstærkning, bør det honoreres økonomisk.

Og så skal tariffer i højere kunne afspejle lokale flaskehalse, så incitamenter opstår dér, hvor behovet er størst.

I dag kan batterier tjene penge i elmarkedet ved at købe når strømmen er billig og sælge når den er dyr. Batteriet kan også tjene penge ved at hjælpe systemansvaret med at sikre balancen i systemet. Den manglende brik er, at batterier der hjælper nettet får penge for det i stedet for at betale for det, påpeger han.

Kræver det ny lovgivning?

Ifølge Lindboe er det ikke nødvendigvis lovgivningen, der spænder ben.

Rammen for danske netselskaber er, at tariffer skal være omkostningsægte, teknologineutrale og til at forstå.

“En model, der effektiviserer elnettet og gør det lettere at tilslutte nye aktører gennem mere præcise, omkostningsægte tariffer, er efter min vurdering ikke i strid med loven,” siger han.

Nye modeller skal dog godkendes af Forsyningstilsynet, og kompleksiteten vil stige. En mere præcis tarif kræver bedre data og større indsigt i nettets faktiske belastningsmønstre.

Hans Henrik Lindboe understreger, at btterier ikke alene løse kapacitetskrisen i det danske elnet. Udbygning af nettet er fortsat nødvendig.

Men uden en tarifmodel, der afspejler den værdi, batterier kan skabe, risikerer Danmark at gå glip af et vigtigt fleksibilitetsværktøj.

”Hvis batterier kun betragtes som dobbeltforbrugere af netkapacitet, vil de primært blive placeret dér, hvor de kan undgå tariffer – ikke dér, hvor de gør størst samfundsnytte,” siger han..

Og i en tid, hvor ventelisterne vokser, og elektrificeringen accelererer, er det en luksus, elsystemet næppe har råd til.

Samtidig er tårnhøje tilslutningsafgifter en barriere for flere batterier i elsystemet.

”Vi betaler flere penge for at blive tilsluttet, end vi betaler for batterierne«, sagde Daniel Kappelgaard, der er administrerende direktør i BattMan Energy fornylig til Politiken.

Den samlede tilslutningsbidrag til netselskab og Energinet løber i et konkret projekt op i 105 mio. kr.

Det er med til, at mange projekter aldrig bliver til noget – og Danmark derfor halter langt bagud.

Ifølge Energistyrelsen vil der i Danmark være 360 megawatt-kapacitets batterier ved slutningen af året. Til sammenligning har Tyskland en kapacitet på 16.000 megawatt, skriver Politiken.