Gigantiske Mærsk-skibe vil påvirke logistikken
Rederiets formodede bestilling af nye kæmpeskibe kan få markante følger.
Rygterne svirrer om Rederiet Mærsks køb af ti nye historisk store containerskibe med plads til 16.000 containere. Endnu er der tale om sonderinger, men på Esplanaden afviser man ikke. De store containerskibe, som man formodentlig vil se i fremtiden, vil ændre hele logistik-industrien, siger shipping-ekspert.
Det vil få en indflydelse på resten af containermarkedet, da det vil påvirke logistik-mønstrene. Det ændrer hele industrien og forplanter sig i hele systemet, når Mærsk laver sådant et tiltag, siger shipping-ekspert Tor Wergerland til business.dk.
Logistikken i havnene er den næste udfordring, når skibene bliver så store. Blandt andet kan det være svært at finde kran-kapacitet til så store og brede skibe.
Det er nemlig meget få havne i verden, der kan modtage så store skibe. Det vil hovedsageligt dreje sig om Singapore og Shanghai i Asien og Rotterdam i Europa, og det betyder, at skibene vil sejle på lange ruter med meget få stop, mener Tor Wergerland. - MS