Professor: Ledelse skyld i Lean-fiaskoer
Hvis ledelsesmetoden Lean ikke fungerer i din virksomhed, så er det ledelsens skyld, mener professor i strategi og forretningsudvikling Anders Drejer fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet.
Hvis ledelsesmetoden Lean ikke fungerer i din virksomhed, så er det ledelsens skyld, mener professor i strategi og forretningsudvikling Anders Drejer fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet. Ifølge Epn.dk slår indførelsen af metoden fejl 70 procent af tiden, men det er altså ikke metodens skyld.
I virkeligheden er det ikke Lean, der er noget galt med, men ledelserne, der ikke forstår at overføre Lean-principperne til den konkrete virksomhed eller institution. Lean-punkterne bruges hovedløst, uden at der reflekteres over, hvor der er ressourcespild, og hvordan spildet kan elimineres i det konkrete tilfælde, siger Anders Drejer til Epn.dk.
Ifølge Anders Drejer er ledelserne nødt til at have tillid til, at medarbejderne kan vælge den optimale arbejdsmetode og træffe den rigtige beslutning, for det er ofte her, det går galt.
De mest effektive og velfungerende virksomheder og institutioner er faktisk dem, der giver de ansatte selv mulighed for at kvalitetssikre hverdagen, for det øger motivationen for at yde en god indsats. Og oftest er det også medarbejderne selv, der bedst ved, hvordan deres arbejde kan udføres mest effektivt, siger han. MM