Cirkulær økonomi er forsyningssikkerhed
Næsten uanset hvilken branche du er i, er din forretning i stigende grad afhængig af metaller, du aldrig har set. De er i f.eks. batterier, mikrochips, kabler og datacentre. Spørgsmålet er ikke længere kun, om dine indkøb er grønne, men om du overhovedet kan få de materialer og produkter, du har brug for – også om ti år.
Foto: 123rf.com
I en fyrreskov i Michigan står USA’s eneste aktive nikkelmine og nærmer sig slutningen af sit liv. Malmen bliver fattigere, og det bliver sværere at få de sidste procenter ud – netop som verdens bilproducenter for alvor har brug for nikkel til elbilbatterier.
Startup’en Allonnia har sat skibscontainere op ved minen, fyldt med en fermenteret “bouillon”, der kan trække mere nikkel ud af malmen. Billedet er sigende: vi er nået til det punkt, hvor industrien ruller tandpastatuben, eksperimenterer med mikrober og genteknologi for at holde metalstrømmen i gang. Det fortæller MIT Technology Review.
Det er den verden, virksomheder skal sikre deres robusthed i. Uanset om de køber biler, laptops, servere, sensorer eller industrielle batterisystemer.
Fra fossil til metaller – og nye risici
Overgangen til elbiler og digitalisering gør økonomien materiale‑intensiv på en ny måde. En elbil indeholder anslået flere hundrede kilo kritiske mineraler – lithium, nikkel, kobolt, grafit og sjældne jordarter – flere gange mere end en benzinbil. Datacentre trækker tilsvarende hårdt på kobber, nikkel og sjældne jordarter til servere, køling og strømforsyning.
Det er ikke kun et problem for bilproducenter og tech‑giganter. Enhver større virksomhed, der bruger biler i sin drift, køber ind af telefoni, IT‑udstyr eller cloud‑tjenester, er reelt blevet medansvarlig for en global værdikæde, der i dag er lineær, koncentreret og sårbar. Forsyningschok, eksportrestriktioner, ESG‑skandaler i miner eller nye reguleringer kan ramme alt fra jeres distribution til jeres datacentre.
For virksomheder betyder det, at forsyningskæden for f.eks. batterier og elektronik ikke kun er et spørgsmål om CO₂‑fodaftryk, men om langsigtet adgang, prisvolatilitet, sociale risici og licens til at operere. Den strategiske opgave er at flytte virksomheden fra lineær “køb‑brug‑smid væk” til at betragte batterier og metaller som aktiver, der skal designes, styres og recirkuleres over mange livscyklusser. Det konkluderer både en ny rapport fra Ellen MacArthur Foundation, Leading the charge: Turning risk into reward with a circular economy for EV batteries and critical minerals, og forskningsartiklen Building a Circular Economy for Lithium: Addressing Global Challenges - PMC fra 2024.
Så det afgørende skifte er, at batterier, elektroniske enheder og deres metaller ses som aktiver med lang levetid – ikke som engangskomponenter, der tilfældigvis er “grønne”.
Cirkulær økonomi som hård forsyningsstrategi
Den mest pålidelige strategi handler om cirkulær økonomi. Ikke som en tilføjelse, det er “nice to have”, men i stigende grad som en hård forsyningsstrategi.
Pointen med cirkulær økonomi er enkel: jo længere og mere effektivt, vi holder metallerne i cirkulation, jo mindre afhængige bliver vi af nye metaller fra miner.
For virksomheder kan det oversættes det til tre praktiske greb:
- Design og indkøb: Kræv batterier, telefoner og computere, der er designet til at blive skilt ad, repareret og genanvendt – ikke limet og låst sammen.
- Brug og drift: Stop med at overdimensionere batterier og kapacitet “for en sikkerheds skyld”, og arbejd i stedet med rightsizing og styring på tværs af flåder og anlæg.
- End of life: Sørg for, at udtjente batterier og elektronik ikke forsvinder ud i uigennemsigtige skrotstrømme, men indgår i systematiske ordninger med dokumenteret genanvendelse og second life.
Det er ikke kun greenwashing‑fodnote: højkvalitets genanvendelse kan på sigt levere en væsentlig del af de mineraler, en virksomhed er afhængig ar, ligesom det giver et lavere klimaaftryk og mindre geopolitisk risiko.
Bioteknologi: lovende en del af løsningen
En anden strategi, der allerede bliver udforsket, er brugen af metoder som biomining og bioleaching. Det lyder som science fiction, men er allerede virkelighed i kobberminer og på vej ind i nye metaller.
MIT Technology Review fortæller om mikrober, der fodres med knust malm og hjælper med at frigøre metaller, der ellers ville blive liggende i bunker af mineaffald eller lavkvalitetsmalm. Og om nye startups, der forsøger at “tune” mikrobeflokke via avanceret DNA‑ og RNA‑analyse eller direkte genmodificering for at få højere udbytter. Andre går efter at bruge de stoffer, mikroberne producerer – proteiner og organiske syrer – til at trække sjældne jordarter og andre metaller ud af affaldsstrømme og elektronikskrot.
Men bioteknologerne kæmper med samme hårde vilkår, som på en lang række andre transformationsteknologier: Det eksisterende system er hypereffektivt og med lille interesse i omstilling, skaleringshorisonterne for nye metoder er lange, og investorer kan bedst lide hurtige afkast.
Så selvom metoder som bioleaching bør læses som et vigtigt fremtidsspor, kan man ikke satse på, at disse teknologiske metoder løser “problemet med metaller”.
Forsyningssikkerhed begynder i indkøb
De fleste virksomheders påvirkningsmuligheder ligger i deres forsyningskæder. Og her kan det give mening at undersøge, hvor robuste de er. Det starter med, at indkøb og bæredygtighedsafdelingerne arbejder strategisk sammen, og sætter ind med tiltag som f.eks.:
- Diversificering på leverandører og regioner: Undgå at være låst til én leverandør eller ét land for kritiske komponenter og materialer.
- Flerårige partnerskaber: Indgå længere kontrakter, hvor I sammen med leverandører investerer i sporbarhed, genanvendelseskapacitet og produktdesign for cirkularitet.
- Stil krav til data: Bed om oplysninger om materialetyper, oprindelse, genanvendelsesindhold, udskiftningsfrekvens og muligheder for at få produkter retur ved end of life.
- Udnyt regulering: Brug kommende krav om batteripas, genanvendelsesrater og due diligence på råstoffer som rygstød til at hæve barren i kontrakter og specifikationer.
Alle virksomheder er metalvirksomheder nu
Det er fristende at tænke, at alt dette mest vedrører bil- og mineindustrien. Men i en økonomi drevet af elektrificering og digitalisering er næsten alle virksomheder blevet metalvirksomheder – bare i anden og tredje led.
- Har I en kørende bilflåde? Så er jeres logistikmål afhængige af batterikemi og nikkelminer.
- Er I afhængige af cloud og datacentre? Så er jeres digitale robusthed koblet til forsyningen af kobber, sjældne jordarter og industrielle batterier.
- Bruger I avanceret produktionsudstyr, sensorer, automationsløsninger? Hver eneste komponent har sin egen lille kritiske råstofhistorie.
For bæredygtighedsteams betyder det, at metaller og batterier hører hjemme i centrum af strategien – sammen med klima, natur og menneskerettigheder – ikke i et appendiks om “materialer”.
Den gode nyhed er, at de værktøjer, du allerede arbejder med – cirkulær økonomi, leverandørdialog, reguleringsforståelse og ESG‑styring – også er præcis de værktøjer, der skal til for at sikre adgang til de metaller, jeres forretning bygger på.
En sandsynlig fremtid for at sikre forsyning med sjældne metaller
Hvad er den mest sandsynlige vej til at sikre den fremtidige forsyning med ædle metaller? De fleste vurderinger peger på en “pakke” af metoder, men hvor nogle vurderes som helt centrale, er andre mere supplementer – også på langt sigt.
Den samlede forventing er, at de næste 10–15 år vil være præget af diversificeret ny minedrift og nye kilder, accelereret opskalering af genanvendelse og begyndende skift i batterikemier.
Mod 2050 forventer man at se en moden cirkulær batteriøkonomi med høj genanvendelsesgrad, gennemgribende ændrede kemier og høj energitæthed og procesinnovationer som bioleaching og andre “low‑footprint” teknologier, integreret i både mine- og batteristrømme.
Metoder man tror mest på
Massiv opskalering af genanvendelse
Industriskala genanvendelse af lithium‑ion‑batterier (hydro-, pyro- og mere “direkte” processer) ses bredt som et af de mest afgørende greb for både forsyningssikkerhed og klima.
Nye analyser viser, at avanceret genanvendelse kan levere betydelige mængder lithium, nikkel, kobolt m.m. med langt lavere energi-, vand- og klimaaftryk end ny minedrift, og mange aktører planlægger deres forretningsmodel ud fra, at dette bliver en hovedkilde efter 2030–2040.
Ændrede batterikemier og højere energitæthed
Skift væk fra kobolt- og nikkel‑tunge kemier vurderes som meget lovende, fordi det reducerer efterspørgslen efter de mest geopolitiske og miljømæssigt problematiske metaller.
Samtidig forventer man, at bedre batteri‑design og højere energitæthed kan levere samme eller større rækkevidde med mindre materiale pr. kWh, hvilket strukturelt mindsker presset på minerne.
Cirkulær batteriøkonomi (design, standardisering, second life)
Et fuldt “battery loop” – design for adskillelse, standardiserede moduler/celler, effektiv indsamling og second life – ses som en nøglevision mod midten af århundredet, hvor mined input kan reduceres markant.
Tankegangen er, at næsten alle batterier i sidste ende går tilbage i kredsløbet, så primær minedrift primært dækker vækst og tab, ikke hele efterspørgslen.
Diversificeret primær udvinding og nye kilder
På kort og mellemlang sigt ser man stadig opskalering og geografisk diversificering af ny minedrift som uomgængelig, fordi efterspørgslen vokser hurtigere, end genanvendelse kan følge med.
Innovationsspor som direkte lithium‑ekstraktion, udvinding fra mineaffald og dybtliggende grundvand vurderes som teknologisk lovende og forventes at blive en vigtig del af den fremtidige forsyningsmix.
Bioleaching: lovende niche
Bioleaching, en bioteknologisk proces, hvor mikroorganismer bruges til at udvinde metaller fra malm, mineaffald eller sekundære kilder som udtjente batterier, fremhæves i litteraturen som et grønnere og potentielt billigere alternativ eller supplement til kemisk/højtemperatur‑processer, både for mineaffald og udtjente batterier.
Det er dog kun én blandt flere kommende procesinnovations‑platforme, hvor den samlede mængde metal, den kan levere, afhænger af, om man får skaleret den industrielt og integreret den i større genanvendelsesflows.
Policy- og markedsinstrumenter
Regler og standarder (EU‑batteriforordning, CRMA, producentansvar, indholdskrav til genanvendt materiale) vurderes som afgørende for, at alle ovenstående tekniske løsninger faktisk bliver skaleret.
Uden politiske rammer og langsigtede efterspørgselssignaler vil hverken nye miner, store genanvendelsesanlæg eller nye kemier blive rullet ud hurtigt nok i forhold til klimamål og forsyningssikkerhed.
Kilde: perplexity.com/10 kilder
