EM-guld til danske chaufførlærlinge
Chaufførlærlingene Peder Madsen fra Krangården og Daniel Wallenius fra K.V. Markussen A/ sørgede for EM-guld til Danmark, da der for nylig blev afholdt Euroskills i Rotterdam.
Chaufførlærlingene Peder Madsen fra Krangården, Holstebro og Daniel Wallenius fra K.V. Markussen A/S, Middelfart sørgede for EM-guld til Danmark, da der for nylig blev afholdt Euroskills i Rotterdam. Det danske landshold i transport- og logistikplanlægning sikrede sig også en sejr, da de fik bronze i hus.
Til begivenheden var Europas bedste transportlærlinge samlet for at sætte fokus på et hav af forskellige håndværksfag. Således konkurrerede 400 lærlinge og elever fra 30 forskellige lande om at blive de bedste inden for deres fag. Udover transportlærlinge var der blandt andet frisører, kokke, tjenere, tømrere, skomagere og landskabsarkitekter, der kæmpede om at blive europamestre inden for hver deres område.
Fra Danmark har Transporterhvervets Uddannelsesråd (TUR) været med til at tilrettelægge disciplinerne inden for chauffør og transport- og logistikplanlægning. Det har de stor erfaring med, da de blandt andet har afholdt Danmarksmesterskaberne 10 år i træk samt tre gange har stået for De Åbne Nordiske Mesterskaber.
EuroSkills er en oplagt mulighed for at vise, at transportbranchen er andet og mere end store lastbiler, og at branchen også tilbyder beskæftigelsesmuligheder, der kræver et højere uddannelsesniveau. fortæller Niels Henning Holm Jørgensen, sekretariatschef fra TUR. MS