Gør ingen skade

Do no harm, Primum non nocere. Siger manden på scenen i Porcelænshallen på Copenhagen Business School. Anledningen er den årlige Supply Chain Leaders Forum, og manden har meget svært ved at stå stille. Han bevæger sig intenst rundt helt ude på kanten scenen, og kropssproget afslører et stort engagement. Manden hedder Michael Lewis og er professor i supply management ved det engelske universitet Bath University.

Han bevæger sig intenst rundt foran sit første dias, som viser kurven over verdens udledninger af CO2 fra 1960 til 2020. Kurven er en stigende kurve, der bare bliver mere og mere stejl med tiden. Han peger på, at udviklingen fortsætter – selvom der verden over bliver mere og mere snak om klimatruslen. Udledningen er steget fra:

• 413.16 ppm den 5. september 2021 til
• 416.45 ppm den 5. september 2022.

Det er en vækst på 3.29 ppm eller 0,80 procent.

Jordens luft indeholder altså 416.45 ppm (parts per million). Michael Lewis forsøger at anskueliggøre, hvor meget det er, ved at fastslå, at forskellen på kaffe med og uden koffein er 400 ppm koffein. ”Små mængder af kraftige stoffer kan have store effekter”, fortæller han.

Forsyningskæden har særligt ansvar
Michael Lewis mener, at ledere i forsyningskæden har et særligt ansvar for at vende denne udvikling. ”Blot otte af verdens forsyningskæder repræsenterer mere end 50 procent af verdens CO2-udledninger, og supply chain ledere disponerer direkte mellem 10 og 15 procent af CO2-udledningerne”, fortæller han og tilføjer:

”’Gør ingen skade’ er en medicinsk term, der udgør et fundamentalt princip for sundhedsarbejdet. Det indebærer ikke at undlade at gøre noget, men tvært imod indebærer det, at sundhedsmedarbejdere skal tage de nødvendige skridt for at forebygge, at der sker skade på individer og det brede system”.

Læs også: SCM er lige pludselig blevet mange gange mere bøvlet

Han mener, at supply chain ledere bør acceptere præmissen ’Gør ingen skade’ og arbejde systematisk for, at forsyningskæden ikke skader individer, virksomheder, lande, natur eller planet. Det er en stor udfordring, fordi forsyningskæder bliver mere og mere komplekse, og fordi forsyningskæder i høj grad afhænger af transportformer, der er afhængige af fossile brændstoffer – uden klimaneutrale alternativer inden for rækkevidde i den nærmeste fremtid.

Klima, forstyrrelser og resiliens
Professoren fremhæver, at de globale forsyningskæder er udsat for en kraftigt stigende mængde forstyrrelser. Han demonstrerer det ved at vise et dias over ”New Global Supply Chain Pressure Index”, som han selv har udarbejdet på basis af en række forskellige kilder. Indexet viser et tydeligt mønster, hvor udsving eller forstyrrelser bliver hyppigere og kraftigere med tiden.

”Klimaudfordringen handler ikke bare om at reducere udledninger. Den vil også spille en stor rolle for de forstyrrelser, som udfordrer moderne forsyningskæder. Det kalder på resiliens eller robusthed som et afgørende indsatsområde og viser, at der er sammenfald mellem klimakampen og resiliens”, fortæller han.

Læs også: Sådan fremtidssikrer du din forsyningskæde – del 1

Affald og cirkulære systemer
Han går videre til at pege på affald som et af de vigtigste indsatsområder. Det er særligt en udfordring for ledelse af forsyningskæder. Hvorfor det? Jo, det er det, fordi en meget stor del af affaldet – og tilhørende CO₂-udledning – sker i det såkaldte scope 3 i form af indirekte affald/udledninger i leverandørkæden.

”Storbritanniens direkte CO₂-udledning faldt med 15 procent fra 1990 til 2000. I den samme periode steg CO₂-udledningen forbundet med det engelske forbrug af varer med 19 procent. Årsagen er selvfølgelig, at produktionen foregår uden for landets grænser hos leverandører og leverandørers leverandører”, fortæller han og tilføjer:

”Det er på tide at anskue forsyningskæder som sammenhængende værdisystemer. Systemerne er komplekse, og det kræver derfor omhyggelig omtanke og dybe analyser, når man intervenerer i systemerne”, fortæller Michael Lewis. Han foreslår en tilgang kendetegnet ved de tre bogstaver ACT:

• A står for ’accountability’, som er en inside-out vilje til at sikre og dokumentere ansvarlighed eller bæredygtighed. Det handler ikke om (kun) at leve op til love og regler, som eksterne myndigheder udskriver. ”Accountability’ betyder, at hvis vi begår fejlen, så tager vi ansvar for at rette fejlen og at lære fra fejlen”, fortæller professoren.

• C står for ’collaboration’. Scope 3 handler om indirekte udledninger, og reduktion af i scope 3 kræver helhjertet samarbejdsindstilling. A.P. Moller-Maersks aftale med Hyundai Heavy Industries om produktion af otte containerskibe drevet af det carbon-neutrale metanol brændstof er et eksempel på samarbejdsindstilling. Patagonias cirkulære model, hvor virksomheden indsamler brugt udstyr og anvender udstyret til at reparere andet udstyr eller ’upcycler’ det til brug i produktionen af nyt udstyr, er et andet eksempel på samarbejdsindstilling.

• T står for ’technology’, der kan hjælpe med bæredygtighedsagendaen. Teslas semitrucks er et eksempel. Budcykler eller elektriske køretøjer i last-mile levering er et andet eksempel. Her mener Michael Lewis, at der er så mange gode eksempler, at der grund til (en smule) optimisme. Han peger samtidig på, at det er vigtigt at huske på, at teknologi i sig selv ingenting løser. ”Teknologi er en kapabilitet, som kræver mennesker og processer, før der sker noget”.

Resiliens er afgørende
Michael Lewis runder sit oplæg af med at konkludere, at vi ikke når vores mål om at reducere den globale opvarmning til 1,5 grad inden 2030.

”Ledere, der tænker over ’gør ingen skade’, er mere tilpasningsdygtige og på forkant med tingene, simpelthen fordi de har tænkt over tingene og foretaget en vurdering af deres forsyningskædes aftryk. De er derfor også per natur og som udgangspunkt bedre udstyret til at skabe resiliens, og det bliver der hårdt brug for”, fortæller han.