Sådan påvirker krise og klimafokus globaliseringen
Virksomheder flytter både produktion ud og hjem igen samtidig med, at de øger globale indkøb, ligesom de også udvider feltet af forretningsaktiviteter, der bliver outsourcet. Vi har spurgt seks danske eksperter om, hvordan krise og klimafokus påvirker globaliseringen af forsyningskæden.
1: Krisen intensiverer globaliseringen
Krisen ændrer ikke ved det faktum, at jagten på lavere omkostninger er en afgørende faktor for konkurrenceevnen, og derfor fortsætter virksomhederne arbejdet med at undersøge og udnytte de lavere produktionsomkostninger i Østeuropa og Asien. Krisen understreger blot behovet for at skære omkostninger, forbedre likviditet, nedbringe lagre og optimere kredit og debit. Her spiller øget outsourcing, sourcing og offshoring en vigtig rolle.
2: Klimaet påvirker endnu ikke globaliseringen
Klimaet ser ikke ud til endnu at spille den store rolle, når danske virksomheder overvejer placeringen af leverandører eller egenproduktion. Man kunne forestille sig, at danske virksomheder med Danmark, Norden eller Europa som salgsmarkeder i stigende grad ville placere produktion eller indgå samarbejder med leverandører i Østeuropa frem for Kina eller Vietnam, fordi det ville indebære mindre transport og dermed mindre CO2-udledning.
I udlandet er flere dog begyndt at tale om mere regionale forsyningskæder i fremtiden på grund af klimaet, blandt andet CEO for Philips Gerard Kleisterlee, der i august 2009 udtalte til Financial Times:
I en fremtid, hvor energi vil blive dyrere og mindre tilgængeligt, vil vi se mere regionale forsyningskæder.
Han forventer, at mange europæisk og amerikansk orienterede virksomheder i nær fremtid vil gøre det samme som Philips, nemlig anvende lande som Ukraine eller Mexico frem for Kina, Bangladesh eller Indien.
Supply Chain Magasinet har spurgt en række danske eksperter, og de peger på, at vi muligvis vil se den tendens i fremtiden, men at den ikke er slået igennem endnu hos danske virksomheder. Se eksperternes vurderinger i tekstbokse til denne artikel.
3: Insourcing er også på agendaen
Men samtidig med, at virksomhederne øger deres outsourcing-, offshoring- og sourcingaktiviteter, sker der også en del tilbageførsel af produktion. Ekstra kapacitet i virksomheder, usælgelige bygninger, problemer med kvalitet og leveringstider er blandt drivkræfterne til, at nogle virksomheder flytter produktion hjem igen. Mange har også undervurderet opgaven med at outsource eller offshore og må derfor sande, at det både er dyrere og mere krævende end forventet at drage nytte af de lavere lønomkostninger i billiglande.
Mange har simpelthen ladet sig besnære og helt forblænde af det lave lønniveau og har derfor ikke gjort forarbejdet ordentligt, fortæller Torben Pedersen, professor i international virksomhedsøkonomi ved Handelshøjskolen i København til Ugebrevet A4.
Men han understreger, at han ikke mener, der er tale om, at globaliseringen bliver vendt på hovedet:
Den bliver blot mere afbalanceret. Det vil jo uværgeligt være sådan, at når flere virksomheder flytter ud, flytter flere også tilbage igen. Trafikken vil altid gå begge veje.
4: Globalisering af nye områder
Danske virksomheder har hidtil primært outsourcet produktion til billiglandene, men krisen sætter fart på en ny tendens til, at virksomheder også begynder at flytte andre aktiviteter til lavomkostningslande.
Det næste store skridt for mange virksomheder er, at de skal overveje at outsource ikke bare deres produktion, men også store dele af deres forskning og udvikling. Det er en tendens, vi vil se i fremtiden, og som tager fart her under krisen, fortæller adm. direktør Poul Skadhede fra Valcon til Dagbladet Børsen.
