Slut med at flytte dunke ved minus 20 grader
Tidligere skulle medarbejderne på Novo Nordisks råvarelager plukke dunke med bulkinsulin i 20 graders frost. Men nu foregår lagring og pluk i stuetemperatur fra fire nye lagerautomater, og det har fordoblet effektiviteten.
Betjeningen af den frostlagrede bulkinsulin foregår via et kontrolpanel, hvorfra man bestiller den ønskede vare..
Farvel til frosne fingre og klaprende tænder. Goddag til varme og effektive hænder.
Sådan er den nye hverdag på Novo Nordisk A/S råvarelager i Bagsværd, efter at fire nye lagerautomater har fyret op under plukkeproduktiviteten, fordi medarbejderne nu kan håndtere dunkene med bulkinsulin uden for frostrummet.
Novos store mængder bulkinsulin i fem og ti liters plastdunke skal lagres ved omkring minus 20 grader, og tidligere måtte medarbejderne derfor iføre sig handsker, huer og tykt tøj, når de - ofte to-tre timer ad gangen - skulle lægge varer ind eller plukke på det iskolde lager. Men så besluttede ledelsen, at mængden af produkter plukket fra lageret skulle øges med 400 procent over en femårig periode.
Projektleder Tonny Tesdorph Sørensen blev derfor bedt om at udarbejde planerne for et nyt og væsentlig større frostrum, og for at få plads nok måtte det hidtidige frost- og kølerum sløjfes.
En opgave, der gav anledning til grubleri.
Jeg forklarede vores ledelse, at opgaven var umulig, fordi vi ganske enkelt ikke kunne undvære vores kølerum, husker Tonny Tesdorph Sørensen.
Samtidig fik han dog en idé, som skulle vise sig at være yderst fornuftig. Problemet kunne, mente han, løses ved at placere insulindunkene i lagerautomater, så logistikken og forsyningskæden blev langt mere smidig. Desuden ville arbejdsmiljøet forbedres, fordi medarbejderne kunne betjene systemet uden for frostrummet ved stuetemperatur.
Produktivitet fordoblet
Men så enkel var hans idé ikke at føre ud i livet. For der fandtes ikke sådan en løsning på markedet.
Men Danmarks eneste producent af lagerautomater, Handler, var vaks på fingrene og udviklede en lagerautomat, der var i stand til at modstå de barske temperaturer, som bulkinsulinen krævede. Nyt frostrum og lagerautomater stod færdige i februar 2008, og medarbejdernes varme hænder har sat skub i plukke-effektiviteten.
Selve håndteringen er blevet cirka dobbelt så hurtig, hvilket først og fremmest skyldes, at vi ikke længere behøver at arbejde i de kolde rum, siger Tonny Tesdorph Sørensen.
Når folk er nødt til at gå rundt i et frostrum, skal de først skifte tøj. Alle paller skal tages ned fra en reol, og alle reoler skal åbnes og stilles på plads igen. Det slipper vi for nu. I stedet kalder vi blot en skuffe frem ved et tryk på en knap.
Ydermere er der på næsten den samme mængde plads, som var til rådighed på det gamle lager - cirka 400 kvadratmeter - blevet plads til seks gange så mange dunke med bulkinsulin. Hver automatskuffe rummer 96 dunke, og i hver af de fire automater er der 96 skuffer, som betyder, at installationen nu kan rumme mere end 9000 dunke insulin.
Pris for godt arbejdsmiljø
Det omfattende anlægsarbejde er ifølge Tonny Tesdorph Sørensen forløbet uden de store problemer.
I dag har vi på grund af lagerautomaterne fået en langt mere smidig lagerhåndtering. For at styre logistikken er skufferne i lagerautomaterne f.eks. mærket med en stregkode. Når vi lægger en dunk ind i frostrummet, bliver stregkoden på etiketten scannet. Det betyder, at vi hele tiden har det nødvendige logistiske overblik, siger Tonny Tesdorph Sørensen.
Den nye automatik og det faktum, at medarbejderne ikke skal arbejde ved en temperatur på minus 20 grader, har hævet arbejdsmiljøet med adskillige grader, hvilket medførte, at råvarelageret i 2008 modtog Novo Nordisks egen arbejdsmiljøpris.
Energivenlig løsning
Automaterne rummer også andre og utraditionelle tekniske løsninger. Fx er der installeret såkaldt LED-belysning, som kan klare de kolde temperaturer. Normal belysning i et frostrum vil først tænde efter nogle minutter. LED-lys tænder derimod straks, og det afgiver ikke varme til rummet, som man bagefter skal anvende energi på at køle ned. Denne form for lyskilde er baseret på dioder, som kun bruger meget lidt strøm, og dioderne forventes at holde i mindst 50.000 timer.
Derudover er det nemmere at styre temperaturfølere, forklarer Tonny Tesdorph Sørensen.
Sædvanligvis er temperaturfølerne i frostrum placeret i forskellige højder. Det indebærer, at man skal have en lift ind i rummet for at aflæse de øverste følere, når den årlige kalibrering finder sted. I en automat med skuffer er det imidlertid ikke til at komme ind de rigtige steder. Derfor har vi placeret nogle rør i automaten, hvorigennem vi kan skubbe temperaturfølerne. Rørene går ned til en boks, hvorfra servicefolkene, som skal foretage kalibreringen, kan hive følerne ud. Alle følerne kan således betjenes i gulvhøjde, siger Tonny Tesdorph Sørensen.
