Trafikken gennem Hormuz styrtdykker efter angreb
Kun syv handelsskibe passerede tirsdag Hormuzstrædet. Det er det laveste antal i mere end to måneder og sker efter en uge med rekordmange angreb på tankskibe i det strategisk vigtige farvand. Men olien strømmer alligevel ud.
Onsdag steg antallet til ti skibe, men det er fortsat langt under de mere end 20 passager, der blev registreret både søndag og mandag. Før krigen mod Iran begyndte den 28. februar, passerede omkring 125 større handelsskibe dagligt gennem strædet. Foto: UKMTO
Ifølge analysevirksomheden Kpler skal man tilbage til 23. juli for at finde et tilsvarende lavt antal passager gennem Hormuzstrædet, skriver Reuters.
Onsdag steg antallet til ti skibe, men det er fortsat langt under de mere end 20 passager, der blev registreret både søndag og mandag.
Før krigen mod Iran begyndte den 28. februar, passerede omkring 125 større handelsskibe dagligt gennem strædet.
Også olietransporten er faldet. Ifølge Kpler er mængden af råolie gennem Hormuz reduceret med 27 pct. fra det højeste niveau under krigen til mindst 10,1 mio. tønder om dagen. Det svarer til 74 pct. af niveauet før krigen.
Men samtidig er olieeksporten via alternative ruter i Omanbugten og Rødehavet steget til 6,7 mio. tønder dagligt – mere end dobbelt så meget som før krigen. Dermed er Mellemøstens samlede råolieeksport ifølge Kpler fortsat på niveau med tiden før krigen.
Faldet i skibstrafikken kommer efter den hidtil mest intense uge med angreb på tankskibe siden krigens begyndelse.
Senest blev en tanker onsdag ramt af flere projektiler omkring 51 sømil nord for Qatar. Ifølge den britiske sikkerhedsorganisation UKMTO er der meldinger om tilskadekomne.
Tallene for skibstrafikken omfatter ikke fartøjer, der sejler med slukket AIS for at undgå at blive opdaget.
-emte
