Danske Fragtmænd: "Hårdt presset transportbranche tvunget til store investeringer"
Via en mere centraliseret organisation, etablering af et stort logistikcenter i Østjylland og omfattende investering i den nyeste IT- og logistikteknologi vil Danske Fragtmænd A/S tilbyde stadig større og mere komplekse opgaver for sine cirka 53.000 danske kunder. Virksomhedernes krav til effektiv sporbarhed og hurtig levering skærpes år for år. Samtidig er godsstrømmene over landegrænser stærkt stigende, hvilket bringer transportbranchen under yderligere pres.
I begyndelsen af 2009 etablerede Danske Fragtmænd datterselskabet Danske Fragtmænd Logistik A/S. Intentionen var, at kunderne hermed kan nøjes med at benytte én operatør, som er i stand til at håndtere samtlige logistiske operationer. Alle kundens logistikopgaver, lige fra indhentning af ordrer fra leverandører til leje af lagerhotel og distribution til slutkunder, kan således finde sted i den samme organisation.
Etableringen af datterselskabet er en konsekvens af en meget bevidst politik, der skal gøre det muligt for virksomheden at beholde sit fodfæste på et stadig mere vanskeligt marked.
Indtil for godt to år siden var Danske Fragtmænd således en decentral organisation bestående af 15 individuelt ledede fragtcentraler, der var knyttet sammen i et andelsselskab med et fælles forsyningssystem. Det viste sig dog med tiden at blive en stadig mere upraktisk organisationsform.
Med dannelsen af Aktieselskabet Danske Fragtmænd i slutningen af 2007 samledes derfor alle fragtcentraler i et fælles landsdækkende selskab med én fælles ledelse i Åbyhøj ved Århus. Etableringen af Danske Fragtmænd Logistik A/S udgjorde således næste skridt i bestræbelsen på at skabe en effektiv organisation, som lever op til kundernes krav om én aftalepartner, med hvem der kan forhandles priser og distributionsvilkår.
Peter B. Jepsen, der er adm. direktør i Danske Fragtmænd Logistik A/S, betegner virksomheden som speditørernes forlængede arm ind i Danmark.
Når det gælder gods over grænser, er vi deres samarbejdspartner, både med hensyn til importgods og indhentning af forsendelser til eksport, forklarer han.
Her og nu er det en klar gevinst, at vores lagerhoteller, som er placeret i forbindelse med fragtcentralerne rundt om i landet, har samme platform og ledelse og derfor kan betragtes som ét lagerhotel, uanset om kunderne har deres varer fordelt på forskellige lagre, siger Peter B. Jepsen.
Større opgaver i fremtiden
På længere sigt forventer Danske Fragtmænd imidlertid, at man via den centraliserede organisation - som betjener ca. 53.000 danske virksomheder og som sidste regnskabsår omsatte for to milliarder kr. - bliver i stand til at gennemføre store og komplekse operationer for internationale virksomheder, der har behov for køb af meget omfattende transportopgaver.
Aktuelt er vi f.eks. i gang med at etablere et komplet distributionsapparat for Sanistål. Den konkrete aftale omfatter ikke kun dag-til-dag levering, men også levering af varer om natten samt et landsdækkende koncept for levering med kraner.
Teknologisk logistikpark
Sidste år blev de fysiske operationer i Århus-området samlet i Logistikparken tre kilometer fra hovedkontoret i Åbyhøj, hvor terminal og lagerhotel er samlet i ét og samme bygningskompleks tæt ved det østjyske motorvejskryds og Århus Havn.
Med etableringen af Logistikparken har vi taget det første store skridt til en bedre styring af vores kapacitet, og denne kan i fremtiden udbygges efter behov, siger Peter B. Jepsen.
Logistikparken, som hvert døgn benyttes af 600-700 lastbiler fra Danske Fragtmænd, har kostet 370 millioner kr., og er udstyret med den nyeste logistik-teknologi, lige som man har mulighed for at anvende de store modulvogntog. Frem for alt er det imidlertid muligt at få ekspederet meget store godsmængder, som kræver omgående sortering. Eksempelvis modtager Logistikparken i løbet af natten Michelin-dæk fra Tyskland, som skal distribueres næste morgen, hvilket kan lade sig gøre på grund af den gode infrastruktur.
Effektiv sporbarhed
Der er samtidig satset på massiv investering i IT-teknologi. Mange af Danske Fragtmænds medarbejdere er således udstyret med en PDA, som kan skanne og derefter sende informationer online på GPRS(DATA)-nettet. PDAen læser stregkoden, hver gang forsendelsen skifter hænder, hvorved der gennem hele forsyningskæden opnås en hurtig registrering af samtlige godstransaktioner og dermed en effektiv sporbarhed.
Endelig kan ordreafgivelse idag foretages via internettet. Via det såkaldte Webfragt-system kan kunden fra sin egen computer booke samtlige af sine forsendelser. En tilsvarende service er netop introduceret for lagerhotellets vedkommende.
Skærpede kundekrav
Peter B. Jepsen er ikke i tvivl om, at de store investeringer i bygninger og teknologi har været tvingende nødvendige, såfremt Danske Fragtmænd skal leve op til de stadig skærpede kundekrav.
Som konjunkturerne er for øjeblikket, efterspørger erhvervsvirksomhederne meget effektive og omkostningsbesparende logistikløsninger. Ligeledes er kravene til dokumentation for transportforløb og levering gennem de seneste år blevet skærpet. Godsstrømmene over landegrænserne er stærkt stigende, og én af vores største udfordringer består derfor i at blive forbundet med disse godsstrømme. Som en konsekvens heraf er vi nu også begyndt at distribuere i Sverige og Nordtyskland, siger Peter B. Jepsen, som er overbevist om, at Danske Fragtmænd de kommende år bliver tvunget til at investere yderligere i nye logistik- og IT-løsninger for at leve op til kundernes stadigt stigende krav til logistikbranchen.
Transportbranchens indtjening er som andre erhvervsvirksomheder meget hårdt presset, og behovet for såvel investeringer - primært i bedre IT-platforme - samt effektiv omkostningsstyring bliver derfor stadig mere påtrængende. Først og fremmest er det transportvirksomhedernes ledelser, som skal prioritere denne opgave, mener Peter B. Jepsen, som har noteret sig, at en række mindre lokale og regionale vognmænd gennem de seneste år er forsvundet ud af markedet. Han vurderer samtidig, at endnu flere vognmandsvirksomheder vil lukke i løbet af i år.
Faldende godsmængde
I en ny analyse vurderer Dansk Industri, at danske varer i dag i snit rejser 150 kilometer længere end før finanskrisen. Udviklingen kommer efter 20 år, hvor den gennemsnitlige transportlængde stort set ikke har rykket sig. Er det en udvikling, I også har kunnet spore?
Ja, det er sandt, at industrien under finanskrisen øger sin outsourcing af produkter til lavtlønslandene. Dermed forsvinder transporten af f.eks. halvfabrikata mellem samarbejdende danske virksomheder - og dermed falder også godsmængden. Transportbranchen er med andre ord helt afhængig af kundernes vilkår. Derfor er regeringens og Folketingets vilje til at give erhvervslivet gode rammevilkår helt afgørende for, hvordan transportbranchen vil klare sig i fremtiden. Således er det nødvendigt, at de overvejelser, som politikerne for tiden gør sig med hensyn til at nedbringe transportbranchens CO2-udledninger, er gennemtænkte, så de ikke udgør en barriere for at drive erhvervsvirksomhed", mener Peter B. Jepsen.