Supply chain resiliens er en effektiv præstationsfremmer. Hvis den er moden og systemisk
En ny global undersøgelse peger på et tydeligt mønster: Organisationer med højere modenhed inden for supply chain-resiliens rapporterer oftere stærkere forretningsresultater. Resiliens er ikke længere blot et spørgsmål om at beskytte sig selv. Den udvikler sig til en kilde til konkurrencefordel, når den forbedrer forudseenhed, beslutningsdygtighed, reaktionstid og målbare resultater. Men resiliens alene garanterer dog ikke succes. Læs om de vigtige nuancer i arbejdet med resiliens.
"Synlighed og digitale evner skaber kun værdi, når de forkorter afstanden mellem signal, beslutning og handling", fortæller partner Kristof De Coster, EFESO. Foto: 123rf.com
De seneste fem år har ledere i forsyningskæden arbejdet hårdt for at dæmme op en endeløs række af forstyrrelser. Det er for eksempel sket med højere lagerniveauer, diversificerede leverandørbaser og investeringer i digitale værktøjer. Men skaber indsatserne og investeringerne så også konkrete resultater og målbar forretningsværdi? Det spørgsmål stiller konsulenthuset EFESO i rapporten ’Supply Chain Resilience as Competitive Edge 2026’, som bygger på en global undersøgelse blandt 250 seniorledere i forsyningskæden. Undersøgelsen blev gennemført fra midt i juni til midt i juli 2026, og 60 procent af deltagerne kommer fra Europa, mens 40 procent kommer fra USA. Fødevare- og drikkevarevirksomheder udgør den største gruppe med 30 procent, efterfulgt af bilindustrien med 24 procent og kemisektoren med 23 procent.
Rapportens hovedbudskab er klart, men nuanceret: Organisationer med høj resiliensmodenhed rapporterer oftere stærkere forretningsresultater end kolleger med lavere modenhed. Resiliens fungerer ikke længere kun som forsvar; den skaber rent faktisk værdi, når den forbedrer evnen til at forudse forstyrrelser, træffe beslutninger, reagere under pres og levere målbare resultater. Erik Diks, global leder af EFESO's supply chain-praksis, formulerer det sådan: "Resiliens handler ikke længere kun om at beskytte forsyningskæden mod forstyrrelser. Den egentlige differentiator er evnen til at omdanne resiliens til hurtigere beslutninger, stærkere eksekvering og målelig forretningsperformance".
Rapporten samler fem centrale læringer, som danske supply chain-ledere med fordel kan lade sig inspirere af.
Læring 1: Modenhed hænger sammen med resultater
Analysen viser en positiv sammenhæng mellem resiliensmodenhed og forretningsperformance på tværs af alle 250 deltagere. Bemærk dog metodikken: Begge målinger bygger på ledelsesvurderinger af blandt andet prognosenøjagtighed, lagerdage og digitale evner, og EFESO understreger selv, at analysen viser sammenhænge og ikke beviser direkte årsagssammenhænge. Det ændrer ikke ved det praktiske budskab: Ledere bør styre resiliens som en præstationsfremmende disciplin med klare mål for service, hastighed, pålidelighed, arbejdskapital og kundekontinuitet.
Læring 2: Digitale evner adskiller vindere fra efternølere
Den største forskel mellem højt og lavt præsterende virksomheder finder rapporten inden for digitale supply chain-evner som realtidsindsigt, avancerede analyser og beslutningsstøtte. Blandt de 109 højt præsterende virksomheder ejer 48 procent modne digitale evner; Mens det i gruppen af 141 lavere præsterende kun gælder for 10 procent.
EFESO’s anbefaling lyder: Positionér digitale evner som en motor for beslutningshastighed, ikke som et rapporteringslag, og prioritér brugssituationer der forkorter vejen fra signal til beslutning til eksekvering.
Læring 3: Gennemsigtighed ud over første led
De virksomheder, der klarer sig bedst, har oftere gennemsigtighed i hele leverandørkæden i flere led. Hele 39 procent af de højt præsterende har fuld indsigt hos leverandørernes egne underleverandører, altså andet og tredje led i kæden, mod 25 procent i den lavere gruppe. Samlet set har kun 31 procent af alle deltagerne fuld gennemsigtighed, mens 26 procent lever med begrænset eller ingen gennemsigtighed. Gennemsigtigheden betaler sig:
- 76 procent med fuld gennemsigtighed rammer efterspørgselsprognoserne, mod
- 20 procent uden gennemsigtighed;
- 69 procent opdager forstyrrelser i tide mod
- 25 procent; og
- 90 procent reagerer inden for tre uger mod 59 procent.
Læring 4: Beredskab er den blinde vinkel
De fleste virksomheder har indført resiliensinitiativer, men få har forankret en løbende risikostyrings-disciplin. Kun 20 procent gennemfører månedlige risikovurderinger, 14 procent tester beredskabet regelmæssigt og 52 procent har en fuldt formaliseret kontinuitetsplan. Beredskab er ofte det manglende led mellem resiliensinvesteringer og forretningsresultater, konstaterer rapporten, som opfordrer ledelserne til at gøre risikogennemgange, kontinuitetsplaner og kriseøvelser til en tilbagevendende rutine i styring, leverandørarbejde og performancegennemgange.
Læring 5: Resiliens virker som et system
Ingen enkelt disciplin forklarer alene toppræstationer. De førende virksomheder kombinerer gennemsigtighed, digitale evner, proaktiv risikostyring, leverandørspredning og ledelsesrutiner til én integreret driftsmodel, der hjælper dem med at fornemme tidligere, beslutte hurtigere, reagere bedre og tilpasse sig løbende. Rapporten formulerer det på denne måde: "Resiliens er ikke en tjekliste. Det er et system".
Læs også: OK vil etablere 70 batterianlæg uden nye nettilslutninger
Lager peger i den forkerte retning
Overraskende nok viser netop lagerbuffere en negativ sammenhæng med performance. 98 procent af de lavere præsterende virksomheder ligger med over 60 dages lager mod 35 procent af de højt præsterende. EFESO tolker tallene forsigtigt: Højt lager kan både signalere ineffektivitet og binde arbejdskapital samtidig med, at det kan absorbere forstyrrelser. Partner Jörn Grosse-Wilde siger: "Buffere kan beskytte forretningen, men det er fleksibiliteten, der får forsyningskæderne til at præstere under pres". Topvirksomhederne satser i stedet på fleksibilitet: alternative leverandører, et mere fleksibelt netværk, hurtig omallokering af forsyning og kapacitet samt beslutninger på baggrund af realtidsinformation.
Fem prioriteter til supply chain-lederen
Rapporten kulminerer i en ledelsesdagsorden:
- Udvid gennemsigtighed ud over første led,
- investér i digitale evner og avancerede analyser,
- styrk tidlig varsling og risikomonitorering,
- institutionalisér kontinuitetsplaner, simulering og kriseledelse, og
- byg fleksibilitet gennem leverandør-, netværks- og planlægningsmuligheder frem for alene at stole på lagerbuffere.
Partner Kristof De Coster opsummerer pointen: "Synlighed og digitale evner skaber kun værdi, når de forkorter afstanden mellem signal, beslutning og handling".
Konklusionen til danske ledere er: Konkurrencefordelen tilhører i stigende grad organisationer, der fornemmer forstyrrelser tidligere, beslutter hurtigere, reagerer mere effektivt og tilpasser sig kontinuerligt. Resiliens er ikke længere en afvejning mod effektivitet; den styrker selve driften, når lederen omsætter den til målbare resultater.
