Klimakredit-diskussionen er langt fra slut

Verdenssamfundet tog ved årets klimatopmøde, COP29, et væsentligt skridt ved at blåstemple brugen af klimakreditter som et gyldigt værktøj i kampen mod klimaforandringer. 

Aftalen har været under forhandling i næsten et årti og fastlægger regler for handel med CO2-reduktionskreditter mellem lande og virksomheder. Formålet er at skabe et gennemsigtigt og standardiseret system, der kan mobilisere betydelige midler til klimaprojekter, især i udviklingslande. 

Den nye aftale indebærer oprettelsen af en FN-støttet instans, der skal regulere det internationale marked for klimakreditter. Dermed går klimakreditter fra at være et frivilligt og ofte ukontrolleret marked til at blive et FN-godkendt system. 

Formålet er at etablere robuste rammer, der sikrer reelle CO2-reduktioner og undgår tidligere tiders problemer med tvivlsomme projekter, der har undermineret tilliden til kreditterne. Dog har der været bekymringer om, hvorvidt de vedtagne regler er tilstrækkeligt stramme til at sikre kredittens kvalitet og forhindre greenwashing. 

Opstramning fra flere sider

Klimakreditter fungerer ved, at virksomheder eller lande kan købe sig til CO2-reduktioner gennem projekter andre steder i verden, f.eks. ved at plante træer eller undgå skovfældning. Disse reduktioner kan derefter indgå i virksomhedens eller landets eget klimaregnskab. 

Kritikere frygter, at FN’s blåstempling af kreditterne kan blive en sovepude for aktører, som ved at benytte klimakreditter kan undgå at investere i at reducere deres egne udledninger. 

Her kan det være værd at bemærke, at der arbejdes med at sætte rammer for klimakreditter på flere fronter. Muligheden for at pynte sig med lånte klimafjer lukkes således ned, når EU’s greenwashing-direktiv træder i kraft i september 2026. Et centralt, nyt punkt i det direktiv er nemlig et totalforbud mod at markedsføre produkter og tjenesteydelser i EU som ”klimaneutrale”, ”CO2-reducerede” mv., når effekten baserer sig på klimakompensation. 

Danmarks store virksomheder siger nej tak

Flere store danske virksomheder har i en artikel i Finans meldt ud, at de ikke vil bruge klimakreditter som en del af deres klimastrategi – i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. 

F.eks. i Velux Gruppen, som understreger at kreditter er sidste udvej, når virksomhederne skal reducere CO2-udledninger i både scope 1, 2 og 3.

”Det er hele ånden i Paris-aftalen, at vi som virksomheder må starte med at lave omstillingen på den hårde måde. Og når man så har gjort alt, hvad man overhovedet kan, så kan man supplere med nogle kreditter til at komme helt i mål med at blive CO2-neutrale,” siger Velux’ bæredygtighedschef Fleming Voetmann.

Kreditter har også fans

Andre argumenterer dog for, at selvom stater og virksomheder skal gøre alt, det de kan for at reducere, så skal klimakreditterne ikke afskrives på baggrund af historierne fra det Klondyke-agtige marked, der har været tidligere. 

Det gælder f.eks. Goodwings, der tilbyder klimakompenserede rejser, som peger på, at markedet for kreditter ikke er så uigennemskueligt endda. 

For virksomheder, der ønsker at benytte klimakreditter som en del af deres klimastrategi, er det afgørende at vælge kreditter af høj kvalitet. De såkaldte removal-kreditter, som fjerner CO2 fra atmosfæren, anses for at være mere troværdige end avoidance-kreditter, der blot undgår udledninger. Derudover bør virksomheder sikre sig, at projekterne overvåges af uafhængige tredjeparter og dokumenteres grundigt. Og det sidste er der ifølge Christian Møller-Holst en robust metode bag. 

Goodwings køber således kun kreditter fra verificerede projekter. Kreditterne tildeles unikke serienumre for at undgå dobbeltregistrering, og projekterne kontrolleres jævnligt af uafhængige instanser.

Fortidens spøgelser

Fortalerne for klimakreditter ser dem som en effektiv måde at mobilisere kapital til klimaprojekter i udviklingslande, hvor investeringer kan gøre en stor forskel. De fremhæver, at et reguleret marked som det, der er aftalt på COP29, kan styrke tilliden til, at projekterne leverer de lovede CO2-reduktioner.

Modstanderne peger dog på, at kreditterne kan bruges som et smuthul, der tillader virksomheder at fortsætte med høje udledninger, mens de kompenserer på papiret. 

Den frygt er ikke ubegrundet, da et internationalt studie udgivet på nature.com tidligere i år viste, at ved en gennemgang af flere end 4.000 tidligere klimakreditprojekter kunne man kun finde reelle CO2-reduktioner forbundet med 16 procent af dem.