Gode lederrelationer styrker trivsel
Et nyt studie viser, at støtte fra chefer og lederkolleger er afgørende for lederes trivsel. Resultaterne giver anledning til at se nærmere på ledelsesvilkår og samarbejde.
Foto: 123rf.com
Lederes trivsel afhænger ikke kun af deres individuelle evne til at håndtere arbejdspres. Relationerne til andre ledere spiller også en væsentlig rolle. Det viser et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Aalborg Universitet.
Forskerne har interviewet 22 ledere i sundhedsvæsenet og identificeret tre relationer med særlig betydning for trivslen: forholdet til den nærmeste chef, samarbejdet i egen ledergruppe og det bredere netværk af ledere på tværs af organisationen.
Vi har tidligere set en tendens til at individualisere lederes trivsel, hvor indsatser har været rettet mod den enkelte leder. Det kunne for eksempel være individuelle samtaler med en psykolog eller coach. Vores studie viser, at forskellige relationer spiller en vigtig rolle for ledertrivsel, siger Malene Friis Andersen, gæsteforsker ved NFA.
Arbejdspres kan svække den nødvendige støtte
Undersøgelsen viser, at ledere har brug for tillid og mulighed for at drøfte vanskelige beslutninger med deres nærmeste chef. Samtidig er kolleger i ledergruppen vigtige sparringspartnere, når dilemmaer og prioriteringer skal håndteres.
Manglende fortrolighed i ledergruppen kan omvendt skabe ensomhed og usikkerhed. Det samme gælder organisatoriske forhold, hvor silotænkning og fysisk afstand begrænser samarbejdet på tværs.
Forskerne fremhæver desuden betydningen af støtte i kritiske situationer, eksempelvis ved budgetbesparelser eller alvorlige klager. Lederens oplevelse af opbakning i disse situationer kan påvirke forventningerne til fremtidigt samarbejde.
Et centralt resultat er, at høj arbejdsbelastning kan ramme lederne dobbelt: Arbejdspresset øges, mens tiden til sparring og kollegial støtte reduceres.
Derfor anbefaler Malene Friis Andersen, at organisationer skaber tid og rammer for ledernes indbyrdes samarbejde frem for udelukkende at fokusere på individuelle indsatser.
Studiet bygger på kvalitative interviews i én dansk region. Resultaterne kan derfor ikke uden videre generaliseres til andre brancher.
